‘Urban folklore’ er vandrehistorier som den om nabokonen, der passede barn mens forældrene var to uger på Tenerife. Da hun levede alene og ikke havde noget børneudstyr, gjorde hun det til en vane at låse sig ind til naboerne og lade barnet lege i vante omgivelser.
En dag ville nabokonen bage boller, men hun opdagede, der ikke var mel nok. Resolut anbragte hun barnet i en hoppegynge i dagligstuen, sprang ind i sin bil og kørte til et nærliggende supermarked. Dér fik hun imidlertid et hjerteanfald og blev kørt til hospitalet, hvor hun kort tid efter døde.
Desværre vidste ingen, at kvinden var babysitter for naboens barn. Og da forældrene næsten to uger senere kom hjem, fandt de i hoppegyngen det efterhånden temmelig forrådnede lig af deres lille barn, der havde lidt en pinefuld død grundet sult og tørst.
Eller historien om edderkoppen, der har lagt æg under huden, og pludselig myldrer det ud med edderkopper fra det, alle troede var en byld. Eller historien om indbrudstyven, der ikke havde stjålet familiens tandbørster – men bare stukket dem op i røven (en for en, formodentlig?) og dokumenteret det hele på film i det kamera, han heller ikke havde stjålet.
Eskimoens fornemmelse for sne
Der findes også videnskabelig folklore, og et af de bedste eksempler er historien om, at eskimoer har i hundredevis af ord for sne. Alle – inklusive Peter Høeg i romanen ‘Frøken Smillas fornemmelse for sne’ – ved, at hvor vi i det snefattige Europa kun har ganske få ord, kan beboerne i de polare egne udtrykke sig med næsten ubegribelig præcision.
Jeg læste for snart mange år Laura Martins artikel Eskimo Words for Snow: A Case Study in the Genesis and Decay of an Anthropological Example (American Anthropologist 88, bind 2, side 418 – 423, 1986). På nettet kan man finde en nyere artikel, der blandt andet støtter sig til denne grundlagsartikel, men også inddrager nyere litteratur om emnet. Se Steven J. Derose: “Eskimo” Words for Snow.
\ Fakta
LÆS OGSÅ
Kronikken er en del af en artikleserie, som Henrik Dahl skriver på KForum om Forkerte Fortællinger.
Det korte af det lange er, at mytens ophavsmand, antropologen Franz Boas i 1911 forsigtigt skrev, at de eskimoer, han vidste noget om, havde fire forskellige ordkerner for sne. En for faldende sne, en for sne på jorden, en for fygende sne og en for snedriver.
Den berømte Benjamin Lee Whorf (ham fra Sapir-Whorf-hypotesen: at sproget styrer tanken) når i 1940 op på syv ordkerner. Og siden er antallet tilsyneladende bare vokset, som man blandt andet ved fra Peter Høeg. Imidlertid er der en række grunde til, at man er nødt til at afvise historien som en myte.
For det første er der den banale årsag, at eskimoerne ikke taler “eskimo”. Der findes to distinkte sproggrupper: inuitisk og aleutisk. De er meget forskellige, så hvad er det helt nøjagtig for et sprog, vi taler om?
Sne på skærmen
Noget andet og meget værre er, at det ikke er så let endda at sige, hvad der tæller som “et ord”. Hvordan skal man opfatte bøjede former? Hvordan skal man opfatte sammensatte navneord? Hvordan skal man opfatte faste vendinger? Hvordan skal man opfatte sjældnere betydninger – som for eksempel “sne” i betydningen “særdeles dårligt tv-signal”?
Problemet er mere påtrængende på både inuitiske og aleutiske sprog, end det er på for eksempel dansk og engelsk. Det hænger sammen med, at begge sprog er “agglutinative”. Det vil sige, at de former meget lange ord ud af sproglige smådele.
Konsekvensen er, at der i princippet findes et “ord”, som betyder sne, der blæser gennem luften og lander på en skønlitterær bog med skrøner om eskimoerne. På den ene side er det bare sådan, at “ordet” – hvis det findes – givetvis er ekstremt sjældent på for eksempel vestgrønlandsk. Og på den anden side er det sådan, at skønt vi på dansk ikke regner vendingen for “et ord”, kan den ikke desto mindre både dannes og forstås.
Det tilslører, at man selvfølgelig kan sige alting på alle sprog, og at specialister altid har et mere nuanceret sprog om et givet emne, end lægfolk har
Henrik Dahl
Endelig findes der masser af ord og vendinger, der nuancerer begrebet “sne” på europæiske sprog. Man kan tænke på snefnug, snefog, snestorm, snedrive, frostsne, tøsne, pulversne, slud og sjap. Eller på snerelaterede begreber som gletsjer, lavine, sneglat, snebold, snemand, julesne og meget andet.
Grønlændere med mange ord for landsstyrepolitik
Hvorfor er det er problem, at der findes videnskabelig folklore som historien om, at eskimoerne har i hundredevis af ord for sne? For det første er det et problem, fordi det er über-træls at høre på banaliteter, der bliver serveret som dybsindigheder. For det andet er det et problem, fordi det tilslører, at man selvfølgelig kan sige alting på alle sprog, og at specialister altid har et mere nuanceret sprog om et givet emne, end lægfolk har. En dansk eliteskiløber råder uden tvivl over langt flere ord for sne end et grønlandsk landsstyremedlem, der har brugt hele sit voksne liv på at smede rænker i de politiske cirkler i Nuuk.
Men det værste er nok, at myten og den mere generelle Sapir-Whorf-hypotese bidrager til at tilsløre eller fornægte, at selve den rå virkelighed også har en vis indflydelse på tænkningen. Derfor vil jeg bede alle de læsere, der stadig hænger på, om at overveje følgende eksperiment.
White, blanc, weiss, valkoinen, vit, hvid, beyaz
Tag et pænt antal mennesker fra forskellige lande. For eksempel tyve fra områder i Europa, hvor man taler romanske, germanske, slaviske og finsk-ugriske sprog. Drys også gerne en tyrk i blandingen for at gøre det hele mere interessant. Sørg for, at ingen af dem er blinde eller farveblinde.
Tag derpå tyve gange fem ens farvekort af den slags, farvehandlere udleverer til deres kunder. Klip farvekortene op, så der skabes tyve sæt, der hver består af samtlige farver i kortet gange fem. Altså tyve sæt med fem hvide, fem sorte osv.
Instruer forsøgsdeltagerne om, at de nu skal sortere de udleverede sæt, så alle de ens farver ligger i selvstændige bunker. Svar venligt på opklarende spørgsmål.
Tror du nu, kære læser, at der fra den ene forsøgsdeltager til den anden vil opstå et vidt forskelligt antal bunker, fordi hvert sprog anvender forskellige ord til at graduere farveskalaen? Eller tror du, at folk – uanset hvilket land, de stammer fra – bare sorterer farveprøverne ud fra, hvad de ser med øjnene. Og at der, med forbehold for fejl, derfor vil opstå nøjagtig det samme antal bunker hos alle forsøgsdeltagere?
