Nej, denne gang kommer budskabet ikke fra nul-kulhydrater-lejren, og det drejer sig ikke om et opråb mod kulhydrater generelt.
Robert Lustig fra University of California, San Francisco, og hans kolleger råber derimod en høj advarsel mod en bestemt sukkerart: Fruktose.
Denne kemiske forbindelse findes, som navnet antyder, i frugt. I vores mad findes den først og fremmest i almindeligt sukker (sukrose) og i højfruktose-majssirup, som ofte bruges i stedet for sukker i USA.
I sidste udgave af Nature argumenterer Robert Lustig med, at stadig mere forskning peger mod, at fruktose er en langsomt virkende gift, som har meget af skylden for den enorme stigning i alle lidelser forbundet med metabolsk syndrom:
Højt blodtryk, høje niveauer af triglycerider (fedt i blodet), insulinresistens, diabetes og fedme.
Derfor bør myndighederne kontrollere brugen af stoffet gennem afgifter, regulering af tilgængelighed og aldersgrænser, på samme måde som de gør med alkohol og tobak, skriver forskerne.
Professor i ernæringsbiologi ved Universitetet i Oslo, Svein Olav Kolset, mener, at de har en pointe.
»Jeg vil nok afstå fra at bruge ordet gift, men det er indiskutabelt, at et højt indtag af fruktose er problematisk,« siger han til forskning.no.
Ender i leveren og bliver til fedt
Det hele handler om kemi.
Almindeligt sukker indeholder lige mængder af to forbindelser: glukose (druesukker) og fruktose. De er bundet sammen, men spaltes fra hinanden i tarmen. Højfruktose-majssirup er behandlet og indeholder op til 60 procent fruktose og 40 procent glukose.
Både glukose og fruktose smager sødt og omsættes i kroppen. Men vejen de tager igennem fordøjelsen er forskellig. Og det er netop dét, der er problemet, ifølge Robert Lustig.
Mens størstedelenaf glukosen forbrændes i musklerne og i alle kroppens celler, går fruktosen til leveren. Der lagres overskuddet som fedt, hvilket er forbundet med mange negative sundhedseffekter.
»Dette er egentlig ikke ny viden. Men der har været for lidt fokus på det høje forbrug af fruktose,« siger Svein Olav Kolset fra UiO.
Han understreger, at vi ikke skal undervurdere sukkerets rolle. Alligevel vil han ikke sige, at fruktosen er den eneste årsag til livsstilssygdomme i Vesten.
»Fysisk inaktivitet, fed mad og det totale kalorieindtag er også meget vigtige komponenter,« siger han.
Norge nummer tre i verden
»Lidt er ikke noget problem, men meget dræber,« skriver Robert Lustig og hans kolleger i Nature, og henviser til, at ’meget’ definitivt karakteriserer mængden af sukker, som findes i almindelig vestlig mad.
»I de sidste 50 år er indtaget af sukker tredoblet på verdensbasis,« skriver de.
Robert Lustig har en pointe, særligt som amerikaner, siger Svein Olav Kolset.
»USA har det største sukkerforbrug per indbygger i verden. Men Norge ligger ikke så langt bagved – på en tredjeplads, hvilket er meget højere end Sverige og Danmark.«
De seneste undersøgelser viser imidlertid, at forbruget er på vej ned. Dette er sandsynligvis en følge af de norske sundhedsmyndigheders arbejde.
De er gået ud med anbefalinger om, at ikke mere end to procent af kalorierne i vores kost må komme fra tilsat sukker. For en almindelig norsk kvinde er kvoten altså brugt op efter en halv liter sodavand.
Sodavand og juice er det skjulte problem
»Det største problem i norsk kost er netop sodavand. Slik og kager betyder også en del. Frugt er også en kilde til fruktose, og det er ikke godt at spise for meget. Men vi spiser som udgangspunkt så lidt frugt i Norge, at dette ikke er et problem,« siger Svein Olav Kolset.
Juice skal man derimod være lidt forsigtig med. Der er lige så meget sukker i et glas appelsinjuice, som der er i sodavand. Samtidigt er det vigtig at skille sukker fra andre kulhydrater.
»Lange kulhydrater, såsom stivelsen man finder i pasta, ris og andre typer brød, er uproblematiske. De er vigtige dele af kosten,« siger Svein Olav Kolset.
Strenge tiltag kan være nødvendige
Robert Lustig og hans kolleger argumenterer nu for, at myndighederne skal bruge erfaringen fra kampen mod alkoholmisbrug til at bekæmpe det voldsomme indtag af fruktose.
Da individuelle tiltag, som for eksempel projekter i skolerne, ser ud til at have en begrænset effekt, foreslår forskerne hellere tiltag, der begrænser adgangen til sødestoffet.
Dette betyder beskatning, regler for distribution eller aldersgrænser, for eksempel for køb af sukkerholdig sodavand.
Andre mener imidlertidig, at Robert Lustig går alt for langt, og at der endnu ikke er god nok dokumentation for at fruktose er specielt skadeligt. Enkelte kalder ham en sukker-alarmist, efter at en optagelse af hans foredrag fik enormt mange seere på YouTube.
David Katz fra Yale University advarer mod at gå i samme fælde som tidligere kosteksperter; at definere et element af kosten som roden til alt ondt.
»Det er den generelle kvalitet og kvantitet af vores kost, som har noget at sige for sundheden, ikke bare et i øjeblikket udvalgt skidt eller godt næringsstof,« skriver han i en kronik i Huffington Post.
Svein Olav Kolset minder også om, at der kan være mange faktorer som påvirker udspillene i debatten.
»I 2003 gik WHO ud med anbefalinger om at reducere sukkerindtaget. Det førte til en forfærdelig omgang larm fra sukkerindustrien. Der kom trusler fra amerikanske politikere om, at de ville trække deres støtte til sundhedsorganisationen tilbage.«
»Det er vigtigt at være klar over, at sundhedsspørgsmål forsat er politiske,« afslutter Svein Olav Kolset.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
