LEDER

Hvad med sikkerheden i afgangshallen?

“Er det sikkert at flyve via Brussel?” spurgte småpigen når vi for kort tid siden skulle ud på en længere rejse. “Eeh, ville det ikke?” svarede jeg en smule afventende, for at finde ud hvor meget hun hadde opfanget. På vej til skolen i slutningen af november havde hun slentret forbi en kiosk med aviser. Det var i de dager der bortimod regerede undtagelsestilstand i den belgiske hovedstad. Der var kampvogne i gaderne og metro var lukket. Det var kun et par dage efter Paris.

“Der er meget høj sikkerhed i Brussel lige nu,” forklarede jeg. “Lufthavne er meget godt beskyttet. Og det er ikke bare sikkerhedskontrol efter indtjekning. Husk sidste gang vi kørte til Ciampino og vi blev stoppet og kontrolleret af to soldater med maskingeværer? De var bestemt på vagt, dersom nogen ville forsøge sig. Ligesom bevæbnede soldater på metroen. Det hemmelige politi er meget dygtige, og erhverver masser af information om mulige angreb, som de dermed forsøger at afværge. ”

Det tog ikke mange minutter, før hun rejste problemet med illoyalitet blandt medarbejderne. “De får en sikkerhedsgodkendelse,” sagde jeg. Men ingen af disse systemer er vel helt fejlfri? indvendte hun. Alt, hvad de finder ud af. Nej, sagde jeg. Risikoen er ikke nul, men det er lille, og vi kan ikke låse os inde i soveværelset, er det umuligt at leve på den måde. Ondskab eksisterer i denne verden, men vi beskytter os selv, så godt vi kan, og sætter vores lid til, at det går godt.

ANNONSE

Det er ikke ligefrem en overdrivelse at sige, at de næsten samtidige angreb på lufthavnen og metroen i Brussel var i luften, uanset hvor “chokeret” de kvidrende regeringschefer er. De har været umiskendelig i luften lige siden Paris-terroren den 13. november sidste år, efter at det ret hurtigt blev klart, at mange af terroristerne havde forbindelser til Brussel. Så sent som i går gav belgiske sikkerhedsmyndigheder udtryk for bekymring; at det kunne opstå hævnangreb efter anholdelsen af Saleh Abdeslam, Paris-terroristen der besluttet ikke at sprænge sig selv i luften, men vendte tilbage til Molenbeek.

Budskabet fra islamisterne er således ikke at tage fejl af: du kæmper os, ja, så kæmper vi dig.

Og deres modus operandi er at indramme samfundets blodcirkulation, offentlig transport og symbolske mål: jødiske mål, museer, underholdning – hvad der adskiller os fra dem. Man må antage, at belgiske politi holde et vågent øje på jødiske mål i en situation som i øjeblikket muligvis endnu ikke er afklaret.

Det, der sker i dag i Brussel, er noget, som i lang tid ikke er til at undgå. For retsstater har intet andet valg end at kæmpe terrorister.

Hvad ville alternativet være? Fuld underkastelse? Eller bare lidt mere underdanighed overfor fjenden?

Efter at Storbritanniens regeringschef Neville Chamberlain indgik sit München-frolig med Adolf Hitler, lød Winston Churchills kommentar: “Du fik valget mellem krig og vanære. Du valgte vanære og du vil få krig.”.

I den nuværende situation, hvor fjenden springer ud af kontinentets muslimske befolkning, er omstændighederne noget anderledes. For i dag er ikke de vestlige landes myndigheder vis begrebsmæssig beredt. De giver nemlig efter for fjenden på det ideologiske område, ved at give deres undergravende ideer vor retsstats beskyttelse.

Det betyder, at myndighederne har valgt en åndelig underdanighed for fjenden på vores vegne, mens de bekæmper fjenden idet han erstatter ord med skydevåben og sprængstoffer. Det er lidt, som hvis Chamberlain havde underskrevet forliget München i en atmosfære, hvor man ganske vist var imod nazisternes forfølgelse af jøderne, men understregede, at den tyske autoritære tradition er virkelig en okay ting.

Men denne åndelige underdanighed er aldrig nok for fjenden. Vi må kapitulere militært og juridisk godt inden han vil være tilfreds. Vi skal underkaste os helt.

Vi er ikke helt der. Vi valgte underdanighed og vil få krig.

Hvis vi smider den åndelige underdanighed af os, vil vi få krig. Men en meget enklere sådan, en det giver mening at kæmpe. Anden verdenskrig blev vundet fordi civilisationen kendte sig selv og kendte fjenden, og vidste, hvad der var på spil. Disse ting er ikke så klart for civilisationen slappe ledere i denne krig. De har forsømt deres lektier, og har en masse at indhente.

ANNONSE

Mest læst