Det er det, de har ventet på i Aarhus

Det er det, de har ventet på.

Det er bare noget andet at synge ”Bøsser, bøsser, bøsser går i gult” ned mod Brøndbys fans end det hold i gult, som AGF senest har mødt, Skive, det er bare en totalt anden stemning, der opstår i byen, også selv om det er midt i ferietiden, det er derfor over et år siden at horder af hvidblusede tilskuere, flest mænd, ingen grund til at foregøgle noget andet, er marcheret ned ad Stadion Allé, ned mod den røde bygning for enden, det, som de i gamle dage kaldte Århus Idrætspark, nu hedder det efter lidt kommercielle omveje Ceres Park, og det er efterhånden også længe  side, at der har stået en midaldrende mand i en forvasket AGF-trøje med et 11-tal og navnet Graulund på med en dåsebajer i hånden og ventet på bybussen ved Fredensvang Runddel, så han kan ankomme standsmæssigt og sikkert  til fodboldkampen, der finder sted få hundrede meter nede ad Jyllands Allé, og derefter kan han sætte sig op til alle de andre, der bruger timen inden kick-off til at råbe sig ind i kampen, få den der sitren ud af kroppen, som altid er der før store kampe, en fornemmelse, der er vanskelig at fremkalde før et opgør med Vendsyssel, ikke et ondt ord om gutterne oppe fra Hjørring, det emmer blot ikke af fodbold, som når Brøndby med Daniel Agger, selveste Agger, det nærmeste, Danmark kommer en fodboldhelgen, når man ser bort fra gutterne, der vandt EM i 1992 for Danmark, blandt dem mange fra Brøndby, fra dengang, Brøndby og AGF var toneangivende i dansk fodbold, da der var en vis jævnbyrdighed mellem aristokraterne i marineblåt fra Aarhus og de mere spraglede i mere end en forstand fra Brøndby, som i eftertiden kun kaldes det farveløse vestegnen, der lyder som et sted, hvor der absolut ikke kan gro noget som helst, men fodbolden har de – trods nedture – været langt dygtigere til end i Aarhus i nyere tid, og garvede fans af AGF vil huske, hvornår derouten begyndte, nemlig da Mogens Krogh, Brøndbys målmand, sneg sig med frem på det der famøse hjørnespark, steg op og headede udligningen til 3-3 ind mod sagesløse Lars Windfeld efter at AGF i det, der blev kaldt mesterskabsduellen havde ført 3-1 og lignede et hold, der var ved at hjemføre The Double, nu blev det så til pokalsejren få dage senere, da Stig Tøfting og Peter Degn scorede de to mål i finalen i første halvleg, sæsonen efter hev AGF en tredjeplads hjem, men derefter, trøstesløse tider, gennemsnitlige spillere, skiftende direktører og bestyrelser, økonomiske trængsler kun afhjulpet af udlandsdanskeren Kurt Andersen, der i flere omgange smed millioner i AGF og afværgede en konkurs, og tilførte lidt kolorit, da han efter et nederlag trøstede sig med, at ”heldigvis bliver Steen Tøfting klar til mødet med Brønshøj”, han ville have sagt, at Stig Tøfting ville komme sig efter sin skade, så han kunne spille mod Brøndby, men meningen, Kurt Andersen, meningen var i hvert fald god nok, engagementet – og pengene - skortede det ikke på, og så bestod AGF i en eller anden forfatning, helt godt er det aldrig blevet, tre nedrykninger på otte sæsoner siger alt, så det er til at forstå, at publikum måber og bryder ud i jubel, overstadig jubel, da Danny Olsen efter otte minutters spil lobber bolden om bag Daniel Agger til Mate Vatsadze, der tæmmer kuglen, og fikst sparker den fladt i mål og løber ud til fansene, 1-0 til AGF, det er det, de har ventet på i Aarhus, nu, nu må det gå mod bedre tider, og længe ser det også sådan ud bedømt på denne første kamp, men så vælger AGF’s unge håb, Jens Jønsson at heade bolden tilbage mod sin egen målmand uden at have set Andrew Hjulsager, og derfra ryger bolden hen til Teemu Pukki, og den chance lader finnen ikke gå fra sig, 1-1, jubel i det gule hjørne, hvor de har set to af deres spillere trimle omkuld efter hårde indgreb af AGF-backen Alexander Juel Andersen.

Først kommer han til at give fløjen Elbasan Rashani en på trynen, så han må lade sig skifte ud med blodet løbende, og mens Brøndby-træner Thomas Frank og de øvrige på bænken protesterer over, at dommertrioen ikke skrider ind, får Alexander Juel Andersen tacklet Andrew Hjulsager ud over sidelinjen i modsatte side til et brøl fra AGF-tilhængerne, der lyder som om, at det er lige denne tackling, de har ventet på i alle de magre år, og så naturligvis det mål, som Mate Vatsadze sparker ind i anden halvleg på et tidspunkt, da AGF er begyndt at fumle lidt rigeligt i forsvaret, men 2-1, og Brøndby er nødt til at svare igen, det sker nærmest refleksagtigt med en indskiftning af Johan Elmander, nu skal der muskler på banen, men nede i AGF-forsvaret er Adrian Lopez ved at udvikle sig til en ny lokal helt med kompromisløst forsvarsspil.

Fire minutter før slutfløjt står den stadig 2-1, da tomåls-skytten Mate Vatsadze synges ud og erstattes af sin landsmand, Davit Skhirtladze, i tillægstiden tror Johan Elmander, at han har scoret efter kaos i AGF-feltet efter et hjørnespark, men han dømmes off-side og til sidst rejser de sig i sæderne og klapper ned mod AGF-spillerne, og også denne gang tager Brøndby målmanden med frem på en dødbold i de sidste sekunder, men føringen holder, AGF vinder.

Over Brøndby.

Superligaen er tilbage i Aarhus. Det er det, de har ventet på.