SAMSON #4, 20. årgang by SAMS

# 4 • DECEMBER 2011 • 20. Årgang

TEMA JUL I MEDIERNE MEDIER I MODVIND

FLEMMING JENSEN

Specialeprojekt fra et medie u-land side 10

Interview med The Godfather of dansk julekalender side 10

BAG KAMERAET

I praktik på en julekalender i Nordjylland side 32

Leder Glade, dejlige jul – medieritualets højtid Julen er over os med juleknas, julegaver, julesange og ekstra kilo fra de mange julefrokoster, vi skal spise os igennem. Sådan er det, for sådan har det altid været. Julen er nemlig ritualernes højtid, og vi har alle vores helt egen måde at holde jul på – vores helt personlige juleritualer. Vi har på den måde en kæmpe viden om julen, som præger vores syn på, hvordan julen skal skrues sammen for at sikre julefreden. Julekalenderen er et af de medier, der formidler viden om julen. Her får vi indblik i andre landes juletraditioner eller vi får et samfundskritisk drag over nakke som i Nissebanden i Grønland, hvor uanede materielle ting ikke bringer lykke i den sidste ende. Samtidig er julekalenderne også et udtryk for national identitet. De kan have indflydelse på vores sprog og humor. Som da hele landet i 1991 gik og snakkede en dejlig blanding af dansk og engelsk, sagde bob, bob, bob til alt og måske foodprocessoren også stod lidt højere på alles ønskesedler det år. Dansk humor og nationale fortællinger er portrætteret i mange julekalendere og giver de 24 dage op til juleaften en narrativ form. Som i de klassiske eventyr starter vi hjemme, for derefter at tage ud og overvinde fjenden og til sidst slutter vi hjemme i familiens lune juleskød. På intet tidspunkt – måske lige bortset fra DR’s dramasøndag – er fjernsynet så meget et samlingspunkt, som når årets julekalendere glider over skærmen. Her sidder store og små og nyder nedtællingen til jul.

Vi har megen viden fra de rituelle og familiære højtider, og alle ritualerne – deriblandt julekalendere – understreger og formidler viden om julen. Men medierne er ikke kun bærere af viden om julen. De er med til at understrege selve ritualet for os. Disneys juleshow er fx fast ingrediens hvert år og varehusenes reklamekataloger bliver maskeret i glitrende papir, så de mest af alt minder om dameblade. Tv-mediet genudsender altid de samme julefilm, sender julekalendere og det er bare ikke jul, før vi har hørt Last Christmas med Wham eller Jingle Bells i radioen. Medierne understreger, fremelsker og framer på den måde de juleritualer, vi elsker og hader i julen. Dette nummer af SAMSON er dedikeret julen. Vi tager fat på julekalenderen og har i den forbindelse interview med the ’grand old man’ inden for genren, Flemming Jensen. Men for at vi ikke skal få julegodterne galt i halsen, har vi også artikler om medier i udviklingslande, reality-tv og den verdensomspændende kampagne Movember. De varmeste julehilsner og ønsker om et godt nytår fra hele redaktionen. Signe Trier Simonsen Mia Schou Johansen

TEMA

Jul i m ed

INDHOLD

SIDE

10-3

ierne

04 elevatortale, obama og politisk kommunikation 06 kroppen som reklame 07 zambias medier i modvind

10 the godfather of dansk julekalender 16 danske tv-julekalendere 18 julemanden skal hjælpe nordjylland ud af krisen 20 fra rummer til produktionskoordinator 24 fotoreportage: merry medialisation

29 disneys juleshow - same procedure as last year 30 julekort - traditionelt og digitalt 32 year, der er paradise i tv 32 Befri mig for realityen og alt dens væsen

32 når reality møder den benhårde virkelighed 32 protektorklumme: og hvad læser du så til?

20. årgang Nr. 4, devember 2011 Oplag: Netudgivelse SAMSON c/o Chefredaktør, Signe Trier Simonsen Skovvangsvej 22, st. mf 8200 Aarhus N www.samsnet.dk sams@mail-online.dk

Ansvarshavende redaktører Signe Trier Simonsen Mia Schou Johansen Skribenter Maria B. Sørensen, Mia S. Johansen, Louise L. S. Lund, Martin Jensen, Signe T. Simonsen, Sarah B. Hedegaard, Natasche Kalika, Josefine Aggeboe, Peter E. Dollerup, Sanne Christophersen, Camilla L. Hansen, Christine S. Ilsøe, Maria L. S. Rasmussen, Thomas Moberg, Nynne Østergaard, Anne R. Clausen, Pernille Fruensgaard Øe Layout Jonas Kirkegaard Helle Vedel Laursen

Korrektur Peter Rothoff Højholt Webredaktør Jonas Kirkegaard Næste nummer Det næste nummer at SAMSON udkommer ultimo marts. Frist for indlevering af materiale er d. 1. marts 2011 SAMSON er et mediemagasin under Sammenslutningen af Medie- og kommunikationsstuderende (SAMS). Magasinet udkommer fire gange årligt. Til årets SAMS-serminar udkommer SAMSON på tryk. Resten af året udkommer magasinet digitalt på www.samsnet.dk.

[3]

[ SAMS ]

TEKST: MARIA BACH SØRENSEN, & MIA SCHOU JOHANSEN, SAMS FOTO: JONAS KIRKEGAARD

elevatortale, Obama og politisk kommunikation "FÅ DIT BUDSKAB UD" var overskriften på SAMS’ arrangement om politisk kommunikation i København den 12. november. Her blev det netop afsluttede folketingsvalg og dets dertilhørende retoriske værktøjer endevendt. Det blev diskuteret, hvordan vi kan lære af politikerne og deres retorik, når vi skal have vores budskab ud.

Det er vores mål i SAMS, at lave arrangementer for de studerende, der afspejler den medieaktuelle dagsorden, og inspirerer studerende i deres dagligdag. Da projektgruppen i hovedstaden gik i gang med forberedelserne til dagsseminaret om folketingsvalg og politisk kommunikation, var der netop et stort ønske om, at det skulle afspejle valgets temaer. Samtidig skulle det også give de studerende praktiske redskaber og udbygge deres retoriske værktøjsbælter. Værktøjerne skal hjælpe til at få budskaber igennem i jobsamtaler, oplæg på holdet eller pitche en idé på studiejobbet.

Aarhus – København – Christiansborg

SAMS vil skabe mere netværk på tværs af studieretninger og studiebyer. Derfor var der for første gang arrangeret bus fra Aarhus, så medlemmer her også kunne få glæde af arrangementet. Det blev modtaget godt, og 35 morgentrætte studerende mødte tidligt op for at blive fragtet til København. Det resulterede i en smuk blanding af studerende fra retorik, medievidenskab, dansk, statskundskab og andre studieretninger på KU og CBS. Første stop i København var Christiansborg, hvor folketingsmedlem for Socialdemokraterne Jens Joel viste rundt i magtens centrum, hvor de politiske forhandlinger foregår. Han fortalte anekdoter og forklarede rutinerne og arbejdsgangene på Borgen, så scenen var sat for at snakke om politisk kommunikation, da turen gik videre til Københavns Universitet

[4] 4

”Den, der fejler i forberedelsen, forbereder sine fejl”

Selve seminaret blev afholdt på KUA (Københavns Universitet, Amager, red.), der var badet i det smukkeste solskin. Dagen startede med oplæg og workshop fra CA A-kasse om præsentationsteknikker, hvor en god portion retoriske redskaber blev gennemgået. Med præsident Obama som gennemgående inspiration blev vi guidet igennem små øvelser og teorier, der tog fat i essentielle greb, Obama bruger for at tage præsentationen i sin magt. CA’s oplæg blev med bedste sportsmetafor afsluttet med et citat fra Preben Elkjær, der efter en fodboldkamp blev spurgt til, om det ikke var et noget heldigt mål, han scorede. Her svarer Preben: ”Jeg har fundet ud af, at jo mere jeg træner, jo heldigere bliver jeg”. Det gælder vist for os alle.

Politisk kampagne og magtspil

Dernæst indtog Andreas Gylling fra kommunikationsbureauet Advice A/S scenen. Han præsenterede Socialdemokraternes nyligt afsluttede valgkamp, som bureauet stod bag. Vi fik indblik i mange aspekter af valgkampen – bl.a. beslutningsprocesser, konkrete arbejdsgange og forholdet mellem bureau og kunde, der bestemt ikke er anderledes, fordi det er et politisk parti. Blandt andet blev det klart, hvor mange års forberedelse, der ligger bag en kampagne til et folketingsvalg. Og hvor mange kampagneforslag, der skal ligge i skuffen alt efter, hvordan den politiske situation udvikler sig. Spørgelysten og interessen var enorm

fra deltagerne, hvilket resulterede i, at Andreas svarede på spørgsmål om alt lige fra Helle Thorning-Schmidts poseringer på billeder til ordvalg i S og SF’s samlede udspil. Dagen sluttede i bedste afslappende stil med et oplæg fra Rasmus Jønsson, der havde valgt at efterlade Power Point og andet præsentationsmateriale derhjemme. Det blev både til en opsang til de politiske kommentatorer og de politiske analyser på branchesitet Kommunikationsforum, men samtidig også et indblik i det store politiske magtspil, man skal navigere i som kommunikationsmand eller kvinde på Christiansborg.

Vi ses til næste år!

Med det tilbagelænede og inspirerende oplæg fra Rasmus Jønsson satte SAMS punktum for en spændende dag og sagde på gensyn til de 55 deltagere, der havde valgt at bruge en dag i vores selskab. SAMS ønsker alle læsere glædelig jul og godt nytår. Vi glæder os til at præsentere nye arrangementer til næste år, hvor vi vil fortsætte med at bygge bro mellem kommunikationsuddannelser i Aarhus og København! 

Hvad har det bedste ved dagen været?

Det bedste ved dagen var, at der har været så meget forskelligt. Rundturen på Christiansborg gjorde, at der var en god variation.

Hvad tager du med herfra som du kan bruge i din dagligdag som studerende?

Hvad har det bedste ved dagen været?

Rasmus’ tanker om politisk kommunikation og særligt om personlige rådgivere og kommunikatorer, der udtaler sig hele tiden, var det bedste. Det bliver ligesom spin om spin, og man går lidt væk fra substansen i dag.

Hvad tager du med herfra som du kan bruge i din dagligdag som studerende? Det er nok den måde du kommunikerer på som person i forhold til den branche, du har tænkt dig at være en del af. Det er sådan jeg personligt vil prøve at tænke og agere, når jeg kommer ud på arbejdsmarkedet.

Fra det første oplæg er det de konkrete værktøjer til når man skal skrive CV, skal til jobsamtale eller skal lave en form for præsentation. Fra de to andre oplæg, hvor oplægsholderne delte ud af deres erfaringer, fik jeg god inspiration omkring politisk kommunikation, hvis jeg selv skal arbejde med politisk kommunikation en gang.

Hvad har overrasket mest i dag?

Jeg var overrasket over Andreas Gylling. Jeg fik ikke et indtryk af, at han talte kampagnen op, men gav et rigtig godt indblik i forholdet mellem bureau og kunde - også når kunden er et politisk parti. Det er ikke så tit man lige får den mulighed, og det var rigtig spændende at høre.

Hvilken rolle skal SAMS spille for dig som studerende?

Lobna Touhou, Medievidenskab, AU og tilvalg i faglig formidling på KU

Mads Møller Andersen, Medievidenskab, AU, pt i praktik.

Jeff Aksengor, Medievidenskab, KU

Det er at holde mig ajour med de forskellige tilbud SAMS har. Det virker også meget som om, det er nemt og hurtigt at få trumfet noget igennem, hvis man synes man har et spændende emne.

[5]

[ KLUMME ]

TEKST: Louise L. S. Lund

kroppen som reklame Kroppen har længe været et reklamehit hos et stigende antal udenlandske firmaer, og nu er tendensen kommet til Danmark i form af tatoveringer, sponsoreret beklædning og udgroet overskæg. SAMSON tager i denne udgave et kig på det nye skud på stammen inden for kroppen som reklame: Movember.

Skæg skaber sammenhold

Jeg fangede Telmores Teamleder Magnus Nebel Sohn ’Bjørn’ til en uformel snak om, hvorfor Telmores mænd har valgt at lade deres overskæg gro til fordel for bekæmpelsen af prostatakræft: ”Jeg synes det var en sjov ide at stå sammen som en gruppe, og støtte et godt formål. Det er en interessant måde at gøre opmærksom på en sag, og det skaber et sammenhold blandt de deltagende. Samtidig er det et sjovt samtaleemne, også for dem der ikke deltager,” forklarer ’Bjørnen’ om sin deltagelse i projektet, der nu er lakket mod enden. Han føler, at deltagelsen har bidraget til et bedre sammenhold i firmaet, og han har tænkt sig at deltage igen næste år.

Erhvervsmæssige interesser?

Siden 1. november har man kunnet følge de deltagende mænd på Telmores hjemmeside. Løbende er kunderne blevet op-

[6]

dateret med før-og-nu-billeder og sidst i November røg skægget så af med en Movember-afslutningsfest. I den anledning fik Telmores kunder også mulighed for at donere penge til bekæmpelsen af prostatakræft, og blev opfordret til at engagere sig næste år. Selviscenesættelsen og promoveringen af firmaet i den gode sags tjeneste er dog ikke en skjult agenda ifølge Magnus Nebel Sohn. Selvom han har valgt at deltage i Movember med sit firma, afviser han, at der er forretningsmæssige bevæggrunde for deltagelsen. At kroppen kan virke som reklameskilt har heller ikke placeret sig i hans bevidsthed igennem Movember måned: ”Hvis folk vil sætte spørgsmålstegn ved, at jeg anlægger et overskæg som uden problemer kan barberes væk igen, skal de have lov til det. Jeg ser ikke noget problem i denne form for kropsudsmykning. Det er et statement, som i mine øjne ikke kan virke anstødeligt,” forklarer han.

To the extreme

En anden måde at bruge kroppen som reklamesøjle står firmaet bag energidrikken Cult bag. Her lyder det: ”Få en Cult-reklame tatoveret på din krop og modtag 6000 kroner”. Jeg fortæller Magnus om kampagnen og spørger om Telmore vil gå så vidt i fremtiden for at gøre opmærksom på en sag eller deres eget firma. Til dette svarer Telmores teamleder: ”Havde det været en tatovering, piercing eller lignende, havde jeg nok ikke valgt at deltage, men jeg synes, det må være op til folk selv at vælge hvad de vil signalere.” Han tilføjer som sidste bemærkning, at nu skal han hjem og fjerne sin ”skovsnegl” og nyde december måned med sin familie. 

Foto: Telmore

vis du i november måned har undret dig over det stigende antal af vildmænd på gaderne, er du ikke alene i din forvirring. Trenden er bedre kendt som Movember, hvor mænd lader deres overskæg gro til fordel for bekæmpelsen af prostatakræft. Trenden har nu ramt Danmark, og vi er ramt hårdt – det er nemlig ikke kun privatpersoner, der bruger deres krop til at reklamere for en sag eller et budskab. Et højt antal af danske firmaer fik i år deres mandlige kolleger til at anlægge ”skovsnegl” til fordel for den gode sag – heriblandt telefongiganten Telmore, der lader deres kunder følge medarbejdernes overskæg på deres hjemmeside. Er stuntet et udtryk for Telmores selvpromovering eller blot i den gode sags tjeneste?

MOVEMBER Movember (en sammentrækning af ordene moustache og november) er et årligt, måned-langt event, der går ud på at gro et moustache i november måned. Trenden startede på en bar i Australien tilbage i 2003, og har siden bredt sig til udlandet. Siden 2004 har Movember Foundation Charity kørt Movember-events for at gøre opmærksom på og rejse penge til bekæmpelse af mænds helbredsproblemer, fx prostatakræft. I 2007 blev events startet i Irland, Canada , Tjekkiet, Danmark, Spanien, Storbritannien, USA, Israel, Taiwan og Sydafrika. Ifølge P4 har Movember i år indsamlet 1 million kroner i November måned – bare i Danmark.

TEKST OG FOTO: Martin Jensen, Cand. mag., Medievidenskab

[ SPECIALE ]

Zambias medier i modvind Et tilbageblik på et specialeforløb et år efter. Fra indledende tanker til feltophold i Zambia. Fra velformulerede zambianske embedsfolk til kritiske og overivrige medier.

usaka, Zambias hovedstad, oktober 2010. Jeg sidder sammen med min specialemakker Anders foran den lille svømmepøl på vores centralt placerede hostel i Lusaka. Vi sidder i hver vores liggestol med den lokale Mosi-øl i hånden, alt imens vi evaluerer dagens interview med chefredaktøren på landets største avis The Post. Greb vi det rigtigt an? Fik vi svar på vores spørgsmål? Spørgsmålene bliver ved med at dukke op. Vi er på feltstudie i Zambia i forbindelse med vores speciale og har sat os for at undersøge de zambianske medier og deres rolle i landets spæde demokratiseringsproces. Vi er specielt interesserede i at undersøge et nyt initiativ: Et selvregulerende medieråd. Målet er en pålidelig og professionel presse. Men passer en sådan mekanisme overhovedet ind i det zambianske mediesystem? Spørgsmålene hober sig hurtigt op, og vi får kun lov til at danne os et mindre overblik over det zambianske mediebillede, i den måneds tid vores feltophold varer.

Det medievidenskabelige fundament

Før afrejsen til det afrikanske kontinent havde vi mange og lange kampe med at udvælge, hvordan vi får bragt mere end fem års studier i spil. Zambia er et fattigt udviklingsland i det sydlige Afrika og vores fokus på Zambias mediesystem udsprin-

ger af, at både Anders og jeg har en stærk tro på, at medierne spiller en afgørende rolle i demokratiudviklingen. Vi tror på, at medierne kan fungere som samfundets vagthund ved at være etisk ansvarlige i forhold til den generelle offentlighed, upartiske samt ansvarlige og troværdige i deres journalistiske virke. Efterhånden som vi fik genopfrisket mange års studier, stod det klart for os, at Hallin og Mancini ville være det oplagte valg for den teoretiske rammesætning af specialet. Deres analysemodel inkluderer en række variabler, man kan bruge til at åbne analysen af et givent mediesystem. Variablerne er udviklingen af mediemarkedet, statens indblanding i medierne, det politiske systems afspejling i mediesystemet og journalisternes professionalisme. På forhånd havde vi etableret kontakt til det medieråd (ZAMEC), som samtlige zambianske medier kæmpede for at få etableret. I dansk målestok svarer ZAMEC til Pressenævnet – dog med den iøjnefaldende forskel, at ZAMEC ikke skal falde under den nationale lovgivning, men være reguleret af medierne selv. Gennem denne kontakt blev vi tilmeldt diverse nyhedsmails om, hvordan processen skred frem, og hvilke udfordringer medierne stod over for i forbindelse med forsøget på at implementere rådet. For første gang nogensinde var det lykkedes at samle de zambianske medier under 

[7]

[ SPECIALE ]

ZAMBIA Zambia er ca. 17 gange større end Danmark og har ca. 13 millioner indbyggere. Til trods for at Verdensbanken har udpeget Zambia som en af verdens hurtigst reformerende økonomiske lande, lever mere end halvdelen af befolkningen i fattigdom. Ifølge den amerikanske NGO Freedom House er der ikke pressefrihed i Zambia, og landet ligger i den nederste halvdel af de sydlige afrikanske lande på pressefrihedsindexet. Mediemarkedet i Zambia er domineret af statsejede medier: Radioog tv-stationen ZNBC samt aviserne Zambia Daily Mail og Times of Zambia. Den mest indflydelsesrige private medieinstitution er The Post, som er landets største avis. Radioen er det mest populære medie i Zambia foran avisen og tv'et. Kilde: Wikipedia og Freedom House

[8]

samme paraply – statsejede som private medier, nationale som lokale medier. Alt sammen elementer som vi var særligt opmærksomme på i udarbejdelsen af vores interviewguides.

Til møde i det zambianske parlamentet

Tilbage i Zambia. Jagten på vores interviewpersoner er i fuld gang. Hjemmefra har vi lagt en slagplan for, hvem vi gerne vil interviewe. En plan som vi må korrigere flere gange, efterhånden som vi bliver klogere på, hvordan det zambianske mediesystem fungerer. Et møde på det regionale Media Institute of Southern Africa giver os en masse kontakter, og vi får blandt andet sat et interview op med den tidligere formand for ZAMEC, Henry Kabwe. Han møder os i lobbyen på et af Lusakas finere hoteller, han taler stille og forsigtigt. Kabwe virker tydeligt rystet over de korruptionsanklager, regeringen er kommet med imod ham, og som har tvunget ham til at trække sig som formand for ZAMEC. Anklagerne har sidenhen vist sig grundløse, og Henry Kabwe er blevet totalt frifundet. Eksemplet viser med al tydelighed, hvilke kræfter regeringen sætter i at afspore ZAMEC. Igen og igen fortæller vores interviewperso-

ner os, at stopklodsen for implementeringen af medierådet er regeringen og dens manglende vilje til at reformere medielovgivningen. Den rå tone i debatten får vi lov at opleve fra første parket til det månedlige ZAMEC-møde, hvor vi har fået lov at sidde med. På mødet, som bliver afholdt på landets største (og reelt eneste) oppositionsavis The Post, bliver der ikke holdt igen med beskyldningerne mod den siddende regering. Hvad der er sandt, og hvad der blot er rygter, er umuligt for os at hitte rede i. Derfor sætter vi også alle kræfter ind på at få et interview med The Minister of Information and Broadcasting Services. En sværere opgave end som så. Hvor vi hos de fleste zambianske aviser og radioog tv-stationer bliver mødt med åbne arme og tid til interviews, skal vi igennem lukkede døre og lange telefon- og mailkorrespondancer, for at få etableret en kontakt med informationsministeriet. Endelig er vi heldige. Vi har fået en aftale i stand med en topembedsmand, som meget sigende ønsker at optræde anonymt. Vi får sat mødet op i Zambias parlament. En gigantisk firkantet

betonklods opført kort tid efter landets uafhængighed i 1964 og tydeligt mærket af tidens tand. Efter at have siddet og ventet tålmodigt foran sekretærens sekretær får vi lov at træde ind til embedsmanden. Konstant bliver interviewet afbrudt af telefonen, og vi kæmper for at komme igennem med vores spørgsmål. Embedsmanden er godt skåret for tungen og får ganske belejligt undveget de mest kritiske spørgsmål ved konstant at svare på spørgsmålene med et modangreb på medierne. På vores hostel kan vi gøre status efter tre intense uger i Lusaka. Vi har interviewet førende mediepersoner inden for landets aviser og tv-stationer, medieorganisationer og universiteter samt ministeriet. Veltilfredse kan vi drage mod nordlige himmelstrøg med kufferten pakket med timevis af båndede interviews og stakkevis af zambianske aviser.

Fra kolonial lovgivning til vestlig tankegang

Tilbage i Danmark står vi fire måneder senere med et færdigt speciale, der meget klart peger på de udfordringer, Zambias medier står over for i forhold til

deres rolle i demokratiseringsprocessen. Skræmmende nok er konklusionerne hverken banebrydende eller chokerende. Vi afdækker, hvordan en høj grad af polarisering mellem medierne og den siddende regering har medført en fastlåst situation, hvor viljen til at reformere gammel kolonial lovgivning er gået i stå. Et dødvande som også har sat processen omkring et kommende medieråd i stå. Vores næranalyser af de zambianske aviser viser, hvordan både statsejede og private aviser har lang vej igen for at efterleve idealer om at være etisk ansvarlige og objektive i deres nyhedsdækning. Fælles for medierne er, at de alle er stærk inspireret af en vestlig, liberal tankegang om den frie presse. En opfattelse som bunder i den store indflydelse, vestlige donorer har i Zambia. De vestlige donorer har gennem deres store pengetilførsel til landet opnået en enorm magt, som påvirker både medier og regering til at gøre alt for at efterleve donorens krav, så pengekassen ikke bliver lukket i.

Danmark og Zambia. Fællesnævneren for begge lande er, at begge har fået nye regeringer. I Danmark har vi fået en kvindelig statsminister. I Zambia er den 72-årige Michael Sata blevet valgt til præsident. Fra dansk side har det betydet, at den tidligere udviklingsminister Søren Pinds beslutning om at udfase alle aktiviteter i Zambia er blevet afblæst, således der fortsat vil være DANIDAprojekter i landet mange år ud i fremtiden. I Zambia har oppositionsavisen The Post tidligere været en stærk støtte for Sata. Derfor bliver det også spændende at se, hvad Zambias nye regering vil betyde for landets mediebillede. Vil den lette mediernes adgang til information og medføre et mere nuanceret medielandskab, eller vil den gøre mediebilledet endnu mere ensidigt? Og vil det lykkes at etablere ZAMEC som et stærkt medieråd med støtte med fra den nye regering? Svarene lader foreløbig vente på sig. Faktum er, at ZAMEC et år efter vores besøg i Zambia stadig ikke er blevet etableret. 

Zambia et år efter

Specialet blev afleveret i februar 2011 af Anders Hylander og Martin Jensen og bedømt til karakteren 10

Oktober 2011 – hvordan er det så gået? Specialet er for længst afleveret, og en ny dagligdag har indfundet sig. Både i

[9]

[ TEMA ]

[ 10 ]

TEKST: signe trier simonsen FOTO: asbjĂ¸rn laurberg

The Godfather of Dansk Julekalender DR1 sender i år Nissebanden i Grønland for fjerde gang. Dermed sættes der fokus på Flemming Jensens evne til at skabe underholdning til både børn og voksne. SAMSON har mødt forfatteren, komikeren og skuespilleren i et forsøg på at finde ud af, hvad der gør en god julekalender.

TEMA

Jul i m ed SIDE

10-3

ierne

11] [ 11

[ TEMA ]

obbergryder. Bjælkebord. Keramikkop. Espresso sort som tjære og grove fliser under mine grå strømpebuks-fødder. At træde ind i Flemming Jensens hjem i Farum er som at blive del af en fusion mellem Bo Bedre og et fransk landkøkken. De fleste husker nok Flemming Jensen som en rødkindet nisse med røde smækbukser og grødske i hånd. Men bag det gemytlige minde lurer en dreven skribent, instruktør, samfundsdebattør og komiker, der opfandt disciplinen stand up før begrebet eksisterede. En mand som uden Det Danske Skuespilakademis velgørende stempel alligevel har stået i mesterlære hos nogle af den danske scenes største komiske talenter: Per Pallesen og Jesper Klein. Samtidig er Flemming Jensen af den gamle skole. For ham handler go’ tv-produktion ikke om store skrivestuer, fokusgruppe-analyser og afprøvede internationale formater. Skaberlysten er noget, der pibler frem dybt inde i ham som person, hvad enten det er bøger, skuespil eller julekalendere, han arbejder med. Her hvor hr. Mortensen, Skipper, Gemyse, Lunte og Puk igen indtager de danske skærme i december, fortæller Flemming Jensen om processen og tankerne bag julekalenderen samt hvorfor, han aldrig vil skrive en ny.

Lige til højrebenet

138.002 danskere. Så mange har liket gruppen ”Vi vil have Nissebanden i Grønland tilbage på skærmen” på Facebook. I år får de deres vilje. Flemming Jensen mener også selv, at Nissebanden i Grønland er hans mest populære julekalender. Også selvom han personligt har størst forkærlighed for Nissernes ø fra 2003. Konceptet bag Nissebanden i Grønland anser han dog ikke for at være genialt eller opfindsomt. Næsten tværtimod. ”Det er eneste gang i dansk tv-historie, at en julekalender udspilles på Grønland. Hvorfor ved jeg ikke. Ideen lå lige til højrebenet; julemanden kommer fra Grønland,” siger han med et smil, der får en til at tænke på grødnissen Lunte. Han tilføjer, at han trods alt måske var den helt rette mand til opgaven.

”Siden jeg som barn kørte til kirke i en hvid kane, mens snefnuggene dalede, har jeg haft en forkærlighed for dansk jul – og så har jeg boet to år i Grønland. Derfor ved jeg meget om landet, myterne, kulturen og folket. Den kombinerede viden og kærlighed har jeg proppet ind i julekalenderen – og det gør den troværdig”. Flemming Jensen har udover sine tre nissebande-julekalendere også lavet en med Jan Gintberg samt to på radio, hvoraf den ene var sammen med Jesper Klein.

Underholdning til store og små

Julekalenderen betragtes oftest som noget, der samler familiens mindste størrelser. Men også forældrene retter deres øjne mod skærmen. Det husker Flemming Jensen. ”Da jeg skrev mine julekalendere, var jeg bevidst om, at det skulle være noget for alle. I Nissebanden i Grønland er Puk og Lunte for de små og hr. Mortensen og Fiffy Jørgensen for de voksne,” fortæller forfatteren. Han griner, da jeg fortæller om mit forandrede syn på netop nissen hr. Mortensen. Da jeg var barn, så jeg ham som en gnaven nisse. Nu klapper jeg i hænderne, når han toner frem på skærmen. Udover det bevidste narrative greb på karakterernes udformning mener Flemming Jensen også, at børn og voksne kan nås på to niveauer. Hvor børnene skal indfanges af den spændende handling og ”falde-på-halen”-optrin, skal de voksne have serveret underfundig humor mellem linjerne.

At få moralen til at glide ned

”… og du kan ønske dig alle de ting du vil. Hvis du vil. For det kan let gå galt”. Fans af Nissebanden i Grønland behøver ikke tjekke YouTube for at vide om introen er citeret korrekt. Og netop de to skæbnesvangre stjernestens sammenstød, sætter rammen om Nissebanden i Grønlands morale og handling. Men at få en morale til at glide ned uden løftede pegefingre, er en særlig kunst. Flemming Jensen kan da heller ikke komme med en ”sådan-gør-du-formel”.

hvad er det bedste ved tv-julekalendere ? Anette, 18 år:

ANNA, 1o år:

HEIDI, 55 år:

”Det er super hyggeligt at sidde omkring fjernsynet og følge med i den årlige julekalender. For selvom jeg måske er blevet lidt for gammel til det, er det stadig den absolut bedste måde at komme i julestemning på. Min personlige favorit er Alletiders Jul med Pyrus. Den husker jeg som noget ganske særligt.”

”Den bedste julekalender, jeg har set, er Pagten. Den handler om sådan nogle vanter, kan man vist godt kalde det. Så skulle man sætte dem sammen, og så skete der noget magisk. Den var rigtig god, for der var nisser med og alt sådan noget. Og så var slutningen rigtig spændende.”

”Julekalendere er for de barnlige sjæle – både de store og de små. Jeg synes, det allerbedste er, når børn bliver medrevet og helt optaget af dem. For eksempel var der Jul i Gammelby og helt fra tidernes morgen Jullerup Færgeby. De var lidt uhøjtidelige og sjove. Der var ikke den dybere mening med dem, og jeg syntes at de var rigtig ’for børn’.”

[ 12 ]

FLEMMING JENSEN Flemming Jensen er født den 18. oktober 1948 og er uddannet skolelærer. Den karriere havde han kun få år, inden han kastede sig over andre fag som skuespil, forfatter og instruktør. Flemming Jensen har aldrig fået en formel uddannelse inden for scenekunsten. Han har i alt skrevet fire bøger og novellesamlinger. Han har også forfattet musicalen: Let's Kick Ass samt det meget samfundskritiske stykke Spindoktor. Dertil har han medvirket i et utal af film, revyer, tv-programmer og ikke mindst sine tre julekalendere om Nissebanden, som blev sendt på DR.

”Jeg tænker over, om moralen bliver serveret for tyk. Ingen bryder sig om at få påduttet noget. Men i sidste ende stoler jeg på min mavefornemmelse,” siger Flemming Jensen. Han slår ud med armene, som for at understrege, at det ikke er alle, der er i besiddelse af den påkrævede mavefornemmelse. Han fortæller videre, at han ønsker, at publikum selv skal opdage moralen. ”Jeg hader, når nogen skal fortælle mig, hvornår jeg skal lære noget. Det skal jeg nok selv finde ud af,” fortæller Flemming Jensen. Han griner, da vi efterfølgende diskuterer amerikanske serier, hvor moralen serveres på klokkeslæt i hvert afsnit fem minutter før slutningen – gerne af den alvidende fader, som belærer sin uvorne søn eller datter.

Kvaliteten kommer fra afsenderen

”Jeg har altid været ligeglad med, hvad andre sagde. I stedet har jeg troet på, at det jeg syntes var sjovt eller interessant, ville andre også synes om. Og det er indtil videre gået udmærket”, siger Flemming Jensen. Derfor har han heller ikke megen tiltro til ”store skrivestuer”, hvor flere forfattere sætter sig sammen og skriver fx dansk drama. ”Jeg tror ikke på, at kvantitet er lig succes – heller ikke i en skriveproces. Hvorfor tror du, at bøger ofte fascinerer læsere og efterfølgende filmatiseres? Fordi det er et eller max to skabende individer, der står bag. Ikke en hel håndfuld,” udbryder skuespilleren. Flemming Jensen beretter med dybe furer i panden om 

[ 13 ]

[ TEMA ]

sin skepsis over for, at TV2 og DR i dag sender programmer i udbud samt undersøger målgruppens holdning til, hvad de vil se og på hvilket klokkeslæt. ”Det er derfor, tv-stationerne laver det samme møg på de samme tidspunkter. De tror, at kvalitet skal komme fra modtageren og ikke fra dem selv: afsenderen. Det er en undervurdering af skaberkraft at tro, at man kan behandle den som industri,” siger Flemming Jensen med en voldsomhed, der synes at have rødder dybt i hans livsanskuelse. Netop denne forudanelse bliver bekræftet, da han udbryder: ”Og det gælder også i politik.”

Da DR1 havde format

At netop TV2 og DR i dag ikke stoler på de skabende kræfter, ser Flemming Jensen tydeligt. Selvom han er ked af at lyde som en sur gammel mand, kan han ikke lade være med at sammenligne nutidens minus-slagkraft med den måde, som DR i 1988 tog sig af ham. ”DR spurgte mig, om jeg ville lave Nissebanden i Grønland, fordi de troede på mit talent. De sendte ikke julekalenderen i udbud eller spurgte danskerne, hvilken julekalender de ville have. De valgte mig og skabte så de bedste betingelser for mig som forfatter. Derfor fik de et produkt, som har holdt i to årtier,” siger forfatteren med en rysten på hovedet, der antyder, at det aldrig ville finde sted i dag. Et andet eksempel, som Flemming Jensen hiver frem, er, da han og Hans Dahl skulle komponere musik og tekst til Nissebanden i Grønland. ”Jeg havde Grønland under huden. Men det havde Hans Dahl ikke. Derfor sendte DR os en måned til Grønland. Vi fik tiden og troen fra DR på, at det var os, der skulle lave den. Derfor blev resultatet helstøbt og stank langt væk af Grønland”. Den ”nye måde” at lave fjernsyn på er en af grundene til, at Flemming Jensen ikke kan forestille sig at lave flere julekalendere. Med et træk på skuldrene siger han: ”Jeg kan ikke se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre”.

Julekalender som samlingspunkt

At julekalendere rummer samlingskraft er selvfølgeligt for

[ 14 ]

Flemming Jensen. Derfor bliver han også ”en smule gal i skralden” – som han siger – når tv-stationer ikke tager ansvar for den særligt samlende kraft, der ligger i gode julekalendere. ”Julekalendere kan sidestilles med landskampe, royale bryllupper og DR Drama. Det er en af de ting, der samler danske familier – og som alle kan tale med hinanden om i dagene efter,” fortæller han. Flemming Jensen mener derfor, at det er en skam, at DR og TV2 ikke slår sig sammen om at lave julekalendere. Så kunne der komme en ny hvert år i stedet for genudsendelser. Samtidig er det ifølge Flemming Jensen et problem, at to julekalendere med forskellige sendetidspunkter og karakterer stresser den moderne familie. ”Det sker tit, at den ene julekalender sendes klokken seks og den anden klokken otte. Børnene vil se begge, og derfor smadrer julekalenderne familiens dagsrytme. Derudover er klokken otte alt for sent, for der er de mindste gået i seng,” siger Flemming Jensen og lægger armene over kors på den let rundede mave i den svagt lyserøde skjorte.

Nissebanden anno 2011

Selvom Nissebanden i Grønland har mange fans, så er det også faktum, at den blev skabt samme år som den første Batmanfilm og Da Harry mødte Sally. Film som i dag er klassikere – men også langt væk fra samtidens filmpotentiale. Derfor kan der sætte spørgsmålstegn ved, om Nissebanden i Grønland rummer nok action til at holde nutidens børn og unge fængslede igennem hele december. Flemming Jensen vil da heller ikke lægge grødskeen på blokken for, at den bliver et hit igen. ”Måske vil børnene synes, at den går for langsomt eller at handlingen er for kompleks. Det er ikke til at vide. Men i sidste ende handler Nissebanden i Grønland om, at mennesker er ens lige meget om de kommer fra Grønland eller Holme Olstrup. Og den morale kan vi aldrig høre nok gange,” siger Flemming Jensen med et klukkende grin, der rummer al den boblende intelligens og legende naivitet, der gjorde ham i stand til at skrive julekalenderen. 

NISSEBANDEN I GRØNLAND Nissebanden i Grønland er nummer to i en serie af julekalendere, der omhandler nissernes efterretningstjeneste. Der er i alt fem agenter: Hr. Mortensen, Skipper, Gemyse, Lunte og Puk.

Foto: Preben Trunshøj

I denne udgave drager Nissebanden til Grønland, for at hjælpe julemanden med at lave gaver. Julemanden har nemlig forladt sin kongsgård i et forsøg på at finde to stjernesten, som er styrtet ned. Disse to stjernesten har den magt, at hvis man slår dem sammen, kan man ønske sig alle de ting, man vil. Og hvis det er muligt, har ingen jo brug for julemanden, for hinanden – eller for noget.

[ 15 ]

[ TEMA ]

TEKST: Sarah Bruun Hedegaard & Natascha Kalika

Børn og voksne i alle aldre venter hvert år spændt på, hvilke julekalendere, der skal få familien samlet foran skærmen fra d. 1. til den 24. december. Julekalendere er et uundværligt nordisk fænomen, der hører enhver jul til, og på SAMSON har vi derfor valgt at hylde de danske julekalendere, vi mener, har været de mest fantastiske gennem årene.

JULEKALENDERE FOR BØRN 1962: Historier fra hele verden 1963: Nisserne Tim og Tam 1964: Bonus og Minus 1965: Juleteatret – Kasper og Lisette 1966: Kaninen Langøre, Hvordan man opdrager sine forældre, Det store træ, Jul på Skovly 1967: Kender du Decembervej? 1968: Besøg på Decembervej 1969: De to i Ledvogterhuset 1970: Hvad en møller kan komme ud for 1971: Hos Ingrid og Lillebror 1972: Noget om Nisser 1973: Vinterbyøster 1974: Jullerup Færgeby 1975: Vumserne og juleforberedelser 1976: Vinterbyøster 1977: Kikkebakke Boligby 1978: Fru Pigalopp og juleposten 1979: Jul i Gammelby 1980: Mumidalen og jul og Grønne skove 1981: Torvet 1982: Jullerup Færgeby, Tryksen 1983: Jul i Gammelby 1984: Nissebanden 1985: Eldorado for dyr, Kirkebakke Boligby 1986: Jul på Slottet 1987: Torvet, Kalenderkavalkade 1988: Cirkus Julius 1989: Nissebanden i Grønland 1990: Jullerup Færgeby og Tryksen [DR] Trolderik og Nisserne [TV 2] 1991: Jul på Slottet [DR] Trolderiks julekalender [TV 2] 1992: Nissebanden [DR] Skibet i Skilteskoven [TV 2] 1993: Nissebanden i Grønland [DR] Jul i juleland [TV 2] 1994: Jul i Gammelby [DR] Alletiders jul [TV 2] 1995: Hallo det er jul [DR] Alletiders nisse [TV 2] 1996: Bamses Julerejse [DR] Krummernes jul [TV 2] 1997: Jullerup Færgeby og Tryksen, Den hemmelige tunnel [DR] Alletiders julemand [TV 2] 1998: Jul på Slottet [DR] Brdr. Mortensens jul [TV 2] 1999: Bamses Julerejse [DR] Olsen Bandens første kup [TV 2] 2000: Jul på Kronborg [DR] Alletiders eventyr [TV 2]

2001: Nissebanden [DR] Krummernes jul [TV 2] 2002: Nissebanden i Grønland [DR] Brdr. Mortensens jul [TV 2] 2003: Nissernes Ø [DR] Jesus og Josefine [TV 2] 2004: Jul på Kronborg [DR] Alletiders jul [TV 2] 2005: Bamses Julerejse [DR] Jul i Valhal [TV 2] 2006: Absalons hemmelighed [DR] Alletiders nisse [TV 2] 2007: Jul i svinget [DR] Alletiders julemand [TV 2] 2008: Nissernes Ø [DR] Mikkel og guldkortet [TV 2] 2009: Pagten [DR] Jesus og Josefine [TV 2] 2010: Absalons hemmelighed [DR] Alletiders eventyr [TV 2] 2011: Nissebanden i Grønland [DR] Ludvig og Julemanden [TV 2]

JULEKALENDERE FOR VOKSNE 1990: Jul i den gamle trædemølle [TV 2] 1991: The Julekalender [TV 2] 1993: Andersens Julehemmelighed [TV 2] 1994: The Julekalender [TV 2] 1995: Juletestamentet [TV 2] 1996: Jul i den gamle trædemølle [TV 2] 1997: Gufol-Mysteriet [TV 2] 1998: Familien Andersens julehemmelighed [TV 2] 1999: Juletestamentet [TV 2] 2001: The Julekalender og CWC – Canal Wild Card [TV 2] Jul i Hjemmeværmet [DR2] 2003: CWC World [TV 2] Jul på Vesterbro [DR2] 2004: Station 7-9-13 [TV 2] Jul i den gamle kolbøttefabrik [DR2] 2005: CWC World [TV 2] Omars jul [DR2] 2006: Jul i verdensrummet [DR2] 2007: Yallahrup Færgeby [DR2] 2008: The Julekalender [TV 2] 2009: Jul i den gamle trædemølle [TV 2] Jul på Vesterbro [DR2] 2010: The Julekalender [TV 2] 2011: The Julekalender [TV 2] Hjælp, det er jul [DR2]

I Bamses billedbog lærte vi Bamse og hans venner Kylling, Luna, Aske og Ælling at kende. Bamse er til tider egoistisk og led, men også sød, hjælpsom og en god ven. Bamse har derfor mange karaktertræk, som børn kan lære af – de får både at vide, hvordan man skal behandle sine venner, og hvordan man ikke skal. I julekalenderen følger vi Bamse, Kylling og Ælling, der rejser op til julemanden for at aflevere hans sæk, gavebånd og gavepapir tilbage, da tingene falder ud af hans kane den 1. december. Julemandens søn, der hader julen, gør alt for at stoppe dem, så de ikke når op til julemanden i tide. Vil det lykkes Bamse, Kylling og Ælling finde frem til julemanden? Tivertifald!

Et rigtigt juleeventyr

Nissebanden i Grønland bliver i år genudsendt for tredje gang. Derfor husker de fleste grødnissen Lunte, kræmmernissen Gemyse, skibsnissen Skipper, ungnissen Puk og den ældste nisse Hr. Mortensen. Man forbinder bl.a. julekalenderen med Luntes risengrødssang og Hr. Mortensens citat ”Som mor altid sagde…”. Julekalenderen foregår på Grønland, og det gør den til et rigtigt juleeventyr. En gammel grønlandsk legende fortæller, at man kan få alle ønsker opfyldt, hvis man slår to ønskesten mod hinanden. Julemanden tager ud for at lede efter de to sten, og Nissebanden skal derfor hjælpe julemanden med at lave julegaverne. Nissebanden får en række udfordringer, da Holme Olstrups Fiffig-Jørgensen vil have fat i ønskestenene. Om det lykkes julemanden at finde ønskestenene og rede julen, kan ses på DR1 fra den 1. december.

Dukkespil og skattejagt

Dukkespil har været brugt i forbindelse med flere julekalendere på DR1. I Jullerup Færgeby møder vi den uheldige Anton, og vi hører det berømte citat ”Anton, du har revnet dine bukser. Det ved jeg da godt din odder”. I julekalenderen følger man Anton, Kaja og Knud, der finder et skattekort med en underlig remse. Med hjælp fra Kaptajn Gus, og byens andre børn, tager de på skattejagt. Skattejagten bliver en smule besværlig, da dagligdagens og julens pligter også skal passes, og da skattekortets remse er svær at gennemskue. De har dog heldet med sig, da Knud en dag, i bogstaveligste forstand, falder over skatten, og det kan derfor for alvor blive jul i den lille færgeby. I nyere tid er Jullerup Færgeby blevet lavet om til Yallahrup Færgeby.

En cool julekalender

TV2 indfører i 1994 begrebet ”familiejulekalender”, hvor Familien Danmark samles foran skærmen hver aften kl. 20. Hvem husker ikke første gang den unge hip-hop-nisse, Pyrus, besøgte Guttenborg i Danmarks Rigsarkiv, fordi han troede det var fyldt med ris? Nissen, der formåede at røre alle børns hjerter, da han fejrede en ”cool jul” med gaver, slik og risengrød. Rigsarkivaren Bertramsen og hans sekretær Josefine, genskaber de mange gamle traditioner og værdier julen handler om inde hos menneskene – den traditionelle jul som forældrene kan relatere deres barndom til, alt imens Pyrus pryder nisseboet med børnenes nye seje jul iført nisse-kasket-huer mens han synger moderne julesange.

En jul med krimskrams

Alle kender Familien Krumborg. Den lille uheldige fyr, Krumme, som alle har for travlt til at lytte til. Krummefar er pinlig, Krummemor er altid stresset og forvirret, han bliver misforstået af Yrsa, og føler sig altid alene i verden – stakkels Krumme! Videreførelsen af en børnekultur, der blev skabt gennem bøger og film, bliver her genskabt i en julekalender med samme roller, dog krydret med lidt ekstra juleknas og stemning. Det er den 1. december, og ingen er i julestemning på nær Krumme. Oppe i Grønland møder vi Julemanden der prøver at lave jul ved hjælp af Grunks breve med krimskrams, da menneskene skal komme i julestemning for at det kan blive jul.

Bob-bob-bob Benny

For sjette gang får den populære voksenjulekalender, The Julekalender, i år fast sendetid hver aften i december. De Nattergale skabte et helt nyt nationalt sprog, en blanding af dansk og engelsk, som danskerne tog til sig med åbne arme. De populære sange, ”It’s Hard to be a Nissemann” og ”Støvledance” har sidenhen sat sine spor blandt de danske julesange. Vi møder ægteparret Oluf og Gertrud Sand, der bor på en gammel kartoffelgård i Jylland med deres hund Emil. En mørk og stormfuld aften dukker en københavner ved navn Benny op. Ægteparret begynder så småt at opdage hans mærkelige sider, specielt når han får alkohol indenbords. I en underjordisk hule nær gården, holder de tre nisser Fritz, Hansi og Günther til. Lederen af alle nisser, The good old Gammelnok, har sendt dem af sted for at finde nøglen til hans livs spilledåse, der er ved at rinde ud. De har fået en stor bog med, som på ingen måde må komme i fingrene på de farlige Nåsåer.

danske tv-julekalendere

Bamses billedbog – nu med jul

[ 17 ]

[ TEMA KOMMENTAR ] TEKST:] Josefine TEKST: SIGNE Aggeboe TRIER FOTO: SIMONSEN TV 2 / DANMARK FOTO: TV 2

Julemanden skal hjælpe Nordjylland ud af krisen Tv-julekalendere samler danske familier foran fjernsynet aften efter aften i december. Nogle bliver klassikere, mens andre går i glemmebogen, så snart den sidste låge lukkes. En gruppe forretningsmænd og politikere i Nordjylland vil nu forsøge at trække julekalenderens succes af skærmen og ud i virkeligheden med et oplevelsesøkonomisk univers, der skal trække turister til.

ør det første afsnit af TV 2's nye julekalender Ludvig og Julemanden er løbet over skærmen, er den et kæmpehit – i hvert fald for Hjørrings borgmester Arne Boelt. Han håber, at julekalenderen vil være for Nordjyllands turisme, hvad Ringenes Herre filmene har været for New Zealand. Derfor har Arne Boelt sammen med borgmestrene fra Brønderslev og Frederikshavn skudt penge i produktionen af julekalenderen. For der er krise i Nordjylland med stigende arbejdsløshed og faldende børnetal, og kommunerne håber, at opmærksomhed fra medierne kan skaffe penge og udvikling til egnen. Nordjyderne er optimistiske over julekalenderens effekt, og håber på, at julekalenderen kan have en gavnlig effekt på turismen de næste 10 år. De mener, at der er nok ”saft og kraft” i historien til at lave alt fra kærlighedsophold og overlevelsesturer til Stygge Krumpen-pølser og øl. Spørgsmålet er, om de har ret.

Når det regner på biskoppen, drypper det på egnen

Når nordjyderne håber på, at julekalenderen kan blive en stor markedsføringsmæssig succes, griber de ikke i blinde. Vi ved alle, at julekalendere kan få os til at danse støvledance og sige ”that's a good vending” hele december. Og der findes en stor industri med julekalendermerchandise som bamser, soundtracks og computerspil. Nu håber nordjyderne på, at en julekalender udover at sælge nissehuer også kan sælge egnen. Hjørrings borgmester Arne Boelt

[ 18 ]

sammenligner juleeventyret på Børglum kloster, med den opmærksomhed Magasin fik i DR’s julekalender Absalons Hemmelighed. Her udtalte brandingeksperter, at Magasins eksponering i julekalenderen havde en reklameværdi på op til 10 millioner kroner. Det blev dog understreget, at den store værdi hang sammen med, at Magasin, for det første, i forvejen havde et let genkendeligt brand, og for det andet, at Magasins produkt hænger tæt sammen med den rolle, de havde i julekalenderen. Så her stopper sammenligningen af de to julekalendere. Seerne vil ikke nødvendigvis koble billeder af nordjysk natur og Børglum kloster med køb af ferier og oplevelser, på samme måde som billeder af Magasin kobles med julegaveindkøb.

Stygge Krumpen = Tempelridderen Arn?

Udover at håbe på en direkte effekt af mediernes opmærksomhed, vil nordjyderne sælge oplevelser. De synes, historien om den katolske biskop Stygge Krumpen, der var med til at gøre oprør mod kongen og protestantismen i 1500-tallet, er så god, at der kan skabes et univers af oplevelser med den som omdrejningspunkt. Og der er da også eksempler på, at film- og tv-produktioner kombineret med en frisk cocktail af historie og legender, har skabt kulturturisme aka. pengemaskiner for visse egne i norden. Nordjyderne skæver for eksempel håbefuldt mod Sverige og Jan Guillous fortælling om tempelridderen Arn. Den har skabt grundlaget for en ny oplevelsesturisme

i Västra Götaland, der danner den geografiske ramme om bøgerne. Dertil kommer det ultimative eksempel fra New Zealand, hvor besøg til filmkulisserne fra Tolkiens Ringenes Herre filmene er blevet en millionforretning.

Der er langt fra Nordjylland til New Zealand

Center for kultur- og oplevelsesøkonomi har tre centrale strategiske redskaber, når man vil lave et oplevelsesøkonomisk produkt; kundeoplevelse, oplevelsesdesign og forretningsmodel. For at blive en succes, skal Stygge Krumpen projektet have en god strategi i alle tre områder. Først og fremmest skal den kundeoplevelse, der skal skabes, være autentisk og værdiskabende. Ringenes Herre har både som film og bøger en kæmpe fanskare, som ønsker at opleve universet i virkeligheden. Det giver New Zealands storslåede natur mulighed for. Samme fanskarer og storslåede natur eksisterer ikke for julekalenderen og fortællingen om Stygge Krumpen. Før julekalenderen blev lavet, var der få der kendte historien, og endnu færre der interesserede sig for den. Faktisk er Stygge Krumpen mest kendt for at lægge navn til en restaurant i Aalborg. Der findes altså ikke et uopfyldt behov for at leve sig dybere ind i Stygge Krumpens univers. Det er derfor svært at forestille sig, at Stygge Krumpen-oplevelser for alvor vil kunne skabe værdig for kunderne.

Nordjylland som eventyrland?

Det andet oplevelsesøkonomiske element, som skal være til stede for at ska-

be en god oplevelse, er et gennemført og originalt oplevelsesdesign. At Børglum Kloster er et besøg værd, og den nordjyske natur, med sit barske og ubarmhjertige udtryk, har noget at byde på, er klart. Men derfra og til at få folk til at vælge Nordjylland som feriedestination er der lang vej. Desuden mangler historien om Stygge Krumpen kompleksitet og mystik, der skaber dybde og involvering hos de indviede. Historien om tempelridderen Arn og Ringenes Herre har episke slag, smukke jomfruer, guddommelig indblanding og masser af mystik. Det mest eventyrlige ved Stygge Krumpen var hans elskerinde, som var stukket af fra en voldelig mand, og et fejlslagent bondeoprør. Nordjyderne har derfor en enorm opgave foran sig, hvis de skal lave et oplevelsesdesign, der virker, for både omgivelserne og historien skal have et ordentlig løft. Indtil videre tilbyder nordjyderne besøg i julemandens værksted, julemarkeder og lågeåbning i Danmarks største julekalender. Oplevelser der ikke relaterer sig til historien om Stygge Krumpen men kun julekalenderen, og som hverken er innovative eller kreative. Det virker altså heller ikke til, at oplevelsesdesignet er helt på plads.

De lokale kræfter svigter

Det tredje oplevelsesøkonomiske element, der skal være på plads, er for-

retningsmodellen. For at sikre at idéen ikke strandede ved julekalenderen blev Hjørring, Brønderslev og Frederikshavn kommuner i 2008 enige om at starte et projekt kaldet Krumpen. Projektet skulle være den samlende enhed, for alle de aktiviteter, der skal trække kulturturister til Nordjylland. Visionen var at skabe et stærkt nordjysk team omkring projektet. Offline skulle det være i form af et netværk af lokale virksomheder, der skulle støtte op om projektet og levere produkter. Online skulle der være en platform, med plads til både leg og læring. Tre år er gået, julekalenderen er klar til at gå i luften, og luften er ved at gå af projektet. For opbakningen i lokalmiljøet var der ikke. Kommunen var nødt til at tage styringen, selvom de havde håbet, det kunne overlades til kommercielle partnere. Og selv om julekalenderen (i skrivende stund) har premiere i morgen, er hjemmesiden gabende tom. I de fleste undermenuer mødes man af beskeden ”tekst og billeder på vej”, og den seneste nyhed på siden er 182 dage gammel. Det er altså tvivlsomt, om Krumpen kan skabe og sælge de oplevelser, der skulle transformere fortællingen om Stygge Krumpen fra julekalender til turistattraktion.

Lars Hjotshøj spiller den 550 år gamle julemand, der efter et skænderi med sin kone, flytter tilbage til Børglum Kloster i Nordjylland. julekalenderens værdi for Nordjylland, bruger han ofte pressedækning som argument. Han sidestiller eksponering og omtale med branding og markedsføring. Men omtale af Børglum Kloster i en avisartikel, eller billeder af den jyske hede er ikke lig med salg af oplevelser. Havde det været tilfældet, kunne Øresundsbroen forvente et boom i antallet af kunder som følge af DR’s krimiserie Broen. Men så let er det desværre ikke. Mediebrugere bliver bombarderet med budskaber, som alle ønsker sælge eller brande produkter, og for at nå ud til brugeren gennem dette virvar af budskaber, skal ens produkt og kommunikations-strategi være knivskarp. Nordjyderne satsede på, at medieeksponeringen ville gøre benarbejdet for dem, men så længe der ikke er et ordentligt produkt at sælge, hjælper pressedækning ingenting. 

Opmærksomhed er ikke nok

Når Arne Boelt skal argumentere for

[ 19 ]

[ 20 ]

TEKST: Peter Engsager Dollerup FOTO: NIELS DOSE

[ TEMA ]

Fra runner til produktionskoordinator Bookning af skuespillere, fremskaffelse af chokoladejulekalendere samt planlægning af det, der svarer til 6-7 spillefilms optagelser. En praktikplads hos produktionsselskabet Deluca, bød på masser af udfordringer, minimal nattesøvn og fire måneder i Nordjylland. [ 21 ]

TEKST: SIGNE TRIER SIMONSEN FOTO: TV 2

Foto: Ole Vestergaard Jensen

[ TEMA KOMMENTAR ] ]

i er i det vindblæste Nordjylland. Regnen står ned i lårfede stråler, hvilket ikke var hvad meteorologerne havde forudsagt, da jeg planlagde dagens optagelser af TV2’s julekalender: Ludvig og Julemanden. Jeg ringer derfor til DMI og får fat i en meteorolog, der forsikrer mig om, at der, hvor jeg står, regner det ikke. ”Det er bare tågen, der fortætter,” siger han. Jeg fortæller ham, at det regner og spørger, om han er sikker på, at det bliver bedre. Det er han. I alt fald lige indtil jeg fortæller, at vi står med et 20 mand stort filmhold til en ikke helt lille timepris og ser på regn. Uden at kunne optage. Overhovedet. Så gentager jeg mit spørgsmål: Skal vi vente på tørvejr, eller gå inden for og filme en anden scene? Så er det pludselig en anden sag, og svaret bliver, at vi rykker ind. Fint tænkte jeg. Vi flytter lige hele holdet inden for, får skuespillerne i nye kostumer og gør regiafdelingen klar

[ 22 ]

til en anden scene. Det er bedre, end at spilde tiden. Ovenstående historie er blot én af mange fra min praktikperiode som produktionskoordinator på dette års TV2 julekalender: Ludvig og Julemanden. En praktikplads, hvor man skulle tænke hurtigt, være omstillingsparat og kunne have mange bolde i luften på samme tid.

Julekalender – en presset produktionsform

En julekalender som TV2’s Ludvig og Julemanden, er på mange måder det vildeste, man kan lave inden for tv. Helt konkret svarer det til at indspille 6-7 spillefilm på den halve tid og på en tredjedel af budgettet. Det er desværre vilkårene, når der er tale om børnedrama, der produceres direkte til tv. Baggrunden er, at en stor del af målgruppen ikke er i den købedygtige alder – og derfor er der ikke mange penge i det for annoncørerne. Samlet set er det medvirkende til, at man har travlt på optagelserne til en julekalender. Meget travlt. En manuskriptside tager en time at filme. Den ene time bliver til et minut på tv. Dertil skal der også tillægges tid til kostume-, lys- og regiskift mellem scenerne, og selvfølgelig location-flytning. Sidstnævnte tager omkring 45 minutter hver gang. Og så er jeg slet ikke begyndt at tale om, hvor lang tid specialeeffekts tager – det er en

hel anden historie. Tid er altså penge. Det vidste producenten Morten Rasmussen fra Deluca Film godt, men som han selv siger: ”Man skal ikke lave drama, fordi man vil tjene penge. Man skal lave drama, fordi man ikke kan lade være”.

Locationspotting og fremskaffelse af julekalendere

Efter en uopfordret ansøgning og efterfølgende samtale startede jeg – og to andre praktikanter: Irene og Katrine – hos Deluca Film den 17. januar 2011. Det var seks uger før de første optagelser. Min første opgave var at køre rundt i Nordjylland sammen med Katrine for at kigge på mulige locations, som vi kunne bruge i julekalenderen. Således gik det til, at jeg nu kender adskillige nordjyske skoler, hoteller, kirker, kirkegårde og diverse ældre turistattraktioner. Vi skulle nemlig stoppe ved hver og en, for at tage billeder til instruktører og kameraafdelingen samt lave aftaler med stedernes ledere. De dage hvor vi ikke var i Nordjylland, sad jeg på Deluca Film i Aarhus sammen med Irene. Her hjalp vi regiafdelingen med at skaffe rekvisitter – og det var alt lige fra stort til småt. For eksempel skulle vi skaffe chokoladejulekalendere, pebernødder og kalenderlys i uanede mængder. Ting som i december findes

på hvert et gadehjørne. Men i slutningen af januar skal der tænkes lidt mere kreativt, før det lykkes at fremskaffe tingene.

Fra runner til produktionskoordinator

Da optagelserne gik i gang, var mine arbejdsopgaver indledningsvist forskellige, men stillingsbetegnelsen runner passer meget godt. Jeg var for eksempel i lufthavnen efter skuespillere, hjalp med at mørklægge vores scener til natoptagelser og sørgede ellers for, at de ikke manglede noget på filmsettet. Efter 15 dages optagelser skete der dog noget på min job-front. Vores produktionskoordinator stoppede. Efterfølgende blev produktionslederen Thomas Schindel og jeg enige om, at jeg skulle overtage størstedelen af produktionslederens opgaver. Sådan gik det til, at jeg pludselig fik ansvaret for dagsprogrammerne. Et dagsprogram er en plan for rækkefølgen af optagelser samt en tidsestimering af, hvor lang tid hver scene tager. Den indeholder mødetidspunkter for sminke og kostume, kamera- og lydfolk, skuespillerne og hvem der nu ellers render rundt på sådan en produktion. Et dagsprogram er derfor livsnerven i enhver tv produktion – hvad enten det er en dags reklameoptagelse eller som i vores tilfælde 86 dages drama.

Sammen med Thomas var jeg også ansvarlig for, at alle skuespillere var booket, og det var min opgave at informere dem om ændringer i manus eller produktionsplanen, samt at fortælle dem om flytider mellem København og Aalborg, sammen med Katrine.

Lærdom i bakspejlet

At arbejde for Deluca Film på TV2’s Ludvig og Julemanden har på mange måder været en fuldstændig sindssyg oplevelse – og opslidende med arbejdsdage der mindst var mellem 9 og 11 timer. Samtidig har det dog været fedt at få hænderne helt ned i en rigtig produktion samt styre et professionelt filmhold. Det kræver sin mand at håndtere de forskellige problemer – store som små – der opstod undervejs. For eksempel er det rimelig ufedt, når en skuespillers agent har lavet en dobbeltbooking. Det betyder, at den skuespiller, som jeg har booket til optagelser i Nordjylland, samtidig er lovet ud til en filmproduktion i København. Det, man lærer af situationer som den, er imidlertid at få det bedste ud af det. Der er ikke noget at gøre ved det – du må bare rykke rundt på tingene, og få det til at fungere.

At se det rulle over skærmen

Her i december er det super fedt at sidde

Det kræver en smule forberedelse, for at få et helt nordjysk kloster til at forsvinde, som Børglum Kloster gjorde det i Ludvig & Julemanden. i sofaen og se de enkelte afsnit i kronologisk rækkefølge, at samt vide, at man var en del af det hold, der fik det hele til at ske. Dog er der også visse forbehold, som ikke er til at komme udenom. Det er for eksempel en ulempe, at julekalenderens kendingsmelodi allerede for seks måneder siden hang mig langt ud af halsen, at jeg allerede i maj kendte billederne bag kalenderlågerne, og at min sidste barnlige illusion, om at julemanden findes, er forsvundet. Rent fagligt kan jeg da heller ikke se et afsnit af julekalenderen uden at finde små irriterende fejl eller ændringer i forhold til det oprindelige manuskript. Sidst men ikke mindst er det sikkert, at de fire måneder i Nordjylland for altid har ændret mit syn på drama, for mens det kan tage fire dage at vente på de rigtige skyer, der fuldender en scene, tager det for en trænet seer kun 5 sekunder at opdage, hvis skyerne ikke er perfekte, og det er de sjældent. Så kære snobbede anmelder, akademiske arrogante medievidenskaber og andre bedrevidende kloge hoveder - Go JUL!

[ 23 ]

[ TEMA ]

TEKST: SIGNE TRIER SIMONSEN FOTO: SUSANNE KINNERUP ANDERSEN

Merry Medialisation Hvornår er det jul? Når kalenderen viser den 1. december? Når George Michaels bløde stemme hvisker ”last christmas”? Når juleøllen rammer læben første gang? Når de første snefnug falder? Når gaven fra farmor Henny åbnes? Det entydige svar på spørgsmålet findes ikke. En ting er imidlertid sikker: De danske butikker skal nok give os besked i god tid ved at overdynge gågader, gangbroer og andre gangbare flader med glimmer, gran og andet gøgl – til nogens fornøjelse og andres fortrydelse. Det er det glimmer, gran og gøgl, vi har taget med til dig i vores fotoserie i dette nummer af SAMSON. Hysterisk. Overdrevent. Dejligt. Holdningerne er forskellige, men ikke desto mindre kan disse, julens tidlige budbringere, betragtes som en art medier, der igennem deres kommunikation fortæller os – hvis nogen af os skulle være i tvivl – hvornår det er jul. Pyntens overdådige mekka af en højtid kan også oversættes til akademisk fancy-pancy-sprog! Begrebet er me-

[ 24 ]

dialisering, og er defineret af SAMSONS protektor Stig Hjarvard i bogen Verden af Medier: ”Medialisering er den proces, hvor samfundet i stigende grad underlægges eller bliver afhængigt af medierne og deres logik." Nu var det måske ikke ligefrem julepynt, Stig havde i tankerne, da han udtænkte begrebet, men logikken holder faktisk. Medialisering tager nemlig udgangspunkt i, at medierne ikke længere blot fungerer som redskaber, til at få et budskab ud, men får en logik, som eksisterer uden for budskabet og påvirker samfundet. Deres funktion bliver altså overruled af deres eksistens, og hvad den gør ved samfundet. Julepynt hænges således op både, fordi kalenderen siger december, men også, fordi det – på godt og ondt – er med til at definere julen som højtid. Julepynt er en måde, vi udtrykker os på, som er med til at fortælle os, at det er jul. Og det er ikke jul uden. Julepyntens logik og kommunikative budskab er altså så stærk, at

det får os til at handle. Og vores praksis ændrer sig hele tiden. Eksempelvis er huse filtret ind i lyskæder, selvlysende julemænd og dertilhørende nisser, juletræer og rensdyr et forholdsvis nyt fænomen for os danskere. Vores tradition ændrer sig derfor også netop, fordi mediernes kommunikation og logik løbende ændrer sig. Så næste gang du ser Magasins mannequiner overhængt med sukkerstokke og røde guldrandede sløjfer – så tænk lige på Stig og medialiseringen. Merry medialisation!

[ 25 ]

[ TEMA ]

[ 26 ]

[ 27 ]

[ TEMA ]

[ 28 ]

TEKST: Sanne Christophersen & Camilla Lykke Hansen

[ TEMA ]

Disneys Juleshow

same procedure as last year Det er jul og Disneys Juleshow indtager skærmen igen i år. Den samme agenda, de samme karakterer og de selv samme lyde – ja, alt er det samme! Alligevel ser vi det. Disneys Juleshow er gået hen og blevet en fast tradition i mange danskeres hjem, for det er ganske enkelt ikke rigtig jul uden det.

et er juleaften. Klokken er 16.00. Tiden er ved at være inde til gæsternes ankomst. Fra køkkenet lister duften af den skønne julemad sig rundt i huset og ind i stuen, hvor du sidder spændt og venter på, at det snart er jul. Fjernsynet er tændt, det er mørkt uden for, sneen daler og stearinlysene stråler, og breder deres varme i rummet. Et skær fra fjernsynet fortæller, at noget nyt begynder. En genkendelig melodi spreder sine toner i stuen. Det er Mickey Mouse på klaveret samt vores alles Jesper Fårekylling, der synger "Fra alle os, til alle jer, de bedste juleønsker".

Disneys Juleshow som ritual

leaftensdag. Som barn er gaverne det mest spændende, der skal pakkes op juleaften. Disneys Juleshow kunne holde de fleste børn til skærmen, og blev derfor brugt til at slå tiden ihjel om dagen. Showet virker stadig, fordi det skaber identifikation. Vi kan både genkende billedsiden og musikken. Det er den samme effekt som, når vi hører Wham med "Last Christmas". Uanset hvor gammel og slidt sangen eller programmet bliver, ændrer det ikke mening eller betydning. Vi udvikler os, men showet forbliver det samme. Det er ikke noget nyt, vi skal opleve, men velkendt og skaber varme og tryghed.

Kongens efterfølger

Disneys Juleshow er en begivenhed, der samler unge som gamle på tværs af aldersgrænser. Ritualiseringen ophæver de normale skel mellem ung og gammel, og vi kan alle se med, for det plejer vi jo.

Disneys Juleshow er blevet så populært, at andre selskaber forsøger at gøre kunsten efter, som da Dreamworks forsøgte sig med Shreks Jul. Det er der også god mening i, eftersom Disneys Juleshow er det mest sete program i ugen omkring jul. Det har op mod over 1 million seere. Juleshowet er dermed ikke kun et tilfældigt program, som Disney sender hvert år til juletid. Det er også en vigtig del af opretholdelsen af Disneys brand, der netop slår på tegnefilm, der fortæller gode, eviggyldige historier, der kan samle familien. Juleshowet giver Disney en god platform til at markedsføre sit brand. Det har højst sandsynligt bidraget til den succes, Disney har med alle deres andre shows og tegnefilm. Og det er dermed med god grund, at Dreamworks forsøger at gøre Disney kunsten efter.

Gentagelsen, der stadig virker

Glæ-glæ-glæ-glædelig jul

Ritualer er der mange af i December. Vi pynter, vi bager, vi smager, vi fester og vi drikker alt for meget snaps. Traditionerne findes i alle hjørner; i valg af tøj, mad, musik og meget andet. De opleves også i medierne. Her finder vi både Tuborgs julebryg med sin letgenkendelige melodi, tegnefilm og Coca Cola julemanden, som vi både møder i reklamerne og rundt om i landet i en kæmpe lastbil pyntet til anledningen. Traditionen tro er vi heller ikke i tvivl om, at vi kan tænde fjernsynet kl. 20 og se en julekalender.

Lige så langt vi kan tænke tilbage har Disneys Juleshow været en del af ju-

ver vi gensynsglæden ved at se dem i julesammenhæng. På samme måde som julen bringer minder og indeholder traditioner, gør Disneys Juleshow det også. Som Jesper Fårekylling fortæller, kan vi i deres selskab ”genopleve mange muntre minder", hvor vi bliver vist tilbage til de gamle klassiske Disneyfilm. Vi lærer at flyve med Peter Pan, vi lærer at skøjte med Stampe og Bambi, og vi syr en festkjole til Askepot med alle de mange små talende dyr, hvor musen Bum tilfældigvis udbryder "Glædelig jul!". For nu er det jul – jul med Disney. 

Vi kender alle figurerne og deres personligheder i Disneys Juleshow. Derfor ople-

VIDSTE DU...? At i 1998 valgte DR at beholde Disneys Juleshow på trods af, at prisen på programmet blev mere end 10 gange dyre. At allerede fra 1932 kunne man se Disneys Juleshow i biografen. At det blev sendt for første gang på ABC i 1958. At det ikke bliver vist i hverken England eller USA i dag. At DR startede med at vise det på tv 1960'erne. At det først fik dansk tale i 1979. At ca. hver 5. dansker ser det juleaftensdag.

[ 29 ]

[ TEMA ]

TEKST: Christine S. ILsøe

Julekort traditionelt & digitalt

Det traditionelle julekort har fået konkurrence af den digitale verdens nemme og bekvemme løsninger. Men er ønsket om en glædelige jul lige så dybtfølt i en digital julehilsen som i en traditionel? Kan Times New Roman på skærmen ligestilles med nuttede kragetæer på et traditionelt, Post Danmark-sendt julekort?

ulekort behøver vist ingen mediespecifik definition. Det er et »kort«, der sendes til »jul«. Og traditionen tro indbefatter julekort-begrebet også, at det er et kort, du med din nysselige håndskrift har skrevet for derefter at sende det med posten. Men julekortet er teknisk set blevet udfordret af internettet, som nok så frækt har blandet sig i denne juletradition ved at gøre det muligt for os at sende E-julehilsner. Det er både nemt og bekvemt; du behøver hverken spekulere i skrivekrampe eller frimærke, og du kan klare hele molevitten fra sofaen. Budskabet hos både det traditionelle

[ 30 ]

og det digitale julekort varierer sandsynligvis ikke så meget fra ønsket om en glædelig jul og et godt nytår. Alligevel lader der til at være en mærkbar forskel i betydningen og modtagelsen af det gammeldaws julekort vs. det digitale julekort.

Det personlige udtryk

Lektor ved Institut for Informations- og Medievidenskab ved Aarhus Universitet Niels Brügger har i mange år beskæftiget sig med »mediernes måde at være medier på«. Han anvender dog det noget mere teoretiske og spidsformulerede udtryk: Mediets mediatet (mediacy).

Begrebet dækker over mediets fysiske måde at være medie på, og beskæftiger sig således med mediets stoflighed, fremtoning, struktur og fysiske og materielle egenskaber. I forbindelse med dette lille tekstanalytiske mediestudie af, hvilken betydning mediet har for den glædelige jul og det gode nytår, er mediateten et yderst interessant element. For mediet er aldrig ligegyldigt. Det fremhæver Niels Brügger såvel som Jakob Steensig, lektor ved Lingvistik ved Instituttet for Æstetik og Kommunikation, Aarhus Universitet.

»Ved vores valg af medium udtrykker vi altid noget om, hvem vi er – både vores identitet som afsender, og om hvordan vi vurderer relationen mellem afsender og modtager«, siger lektor Jakob Steensig. Det traditionelle julekort er et personligt udtryk, som forbindes tæt med afsenderen. Ifølge Niels Brügger er det ikke selve mediet i sig selv – karton og blæk – som gør det personligt, men derimod kombinationen af de to i håndskriften. Håndskriften har nemlig en smule af det stemmen har; den afslører noget om, hvem afsenderen er, fortæller Jakob Steensig. I det perspektiv bliver det traditionelle julekort som helhed mere personligt end det digitale julekort. E-julekortet må nemlig udelukkende udtrykke det personlige i selve det skrevnes indhold.

Omhyggelighed betaler sig

Også tiden du lægger i at skrive din julehilsen betyder noget. Er du hurtig på tasterne, behøver en julehilsen per mail ikke at tage mere end en tre-minutters tid. Færdig, slut, send! Modsat er den indsats, du lægger i at håndskrive noget, i dag et udtryk for, at du gør lidt mere ud af det. At sende et julekort kan betragtes som en gave. I den forbindelse fortæller Jakob Steensig, at »en ’gaves’ værdi afhænger i høj grad af det ’arbejde’, der er

lagt i den«. At modtage et gavekort er for eksempel ikke det samme som at få en personligt udvalgt gave. Selvom et gavekort uden tvivl falder i god jord, så er der noget ganske særligt ved, at afsenderen har brugt tid og energi på at finde den helt rigtige gave til dig. På samme måde er det rart at modtage elektroniske julehilsner, men der er bare noget helt specielt og glædeligt ved at modtage et brev med posten.

Julekort er julepynt

Selve modtagelsen af julekortet udgør nemlig den anden mediemæssige forskel mellem det traditionelle og det digitale. Der er stor forskel på at modtage en elektronisk forsendelse, som kun kan ses på skærmen, eller om posten kommer med et kort, du kan have stående fremme eller hænge på køleskabet eller opslagstavlen. Glæden i hver dag at blive mindet om denne personlige hilsen, skal man absolut ikke kimse af. Og den digitale hilsen har ikke på samme måde denne selvstændige materialitet, påpeger Niels Brügger. »Det gammeldags julekort bliver en slags inventar, der sætter sit præg på hjemmet, ved siden af kravlenisser og kalenderlys, mens computeren bare ser

ud, som den gør hele året – uanset om den indeholder i hundredvis af julekort«, siger lektoren.

Det traditionelle julekort er kommet for at blive

Den helt særlige betydning, det traditionelle julekort har, er ensbetydende med, at både Niels Brügger og Jakob Steensig vurderer, at det traditionelle julekort er kommet for at blive. Når de mediemæssige platforme udvides, bliver det fysiske julekort noget særligt, og giver det en særlig autenticitet. »Det kan give det fysiske julekort en revival, som en slags modbølge mod det, der opfattes som upersonligt«, mener Jakob Steensig. Men julekortet vil sandsynligvis antage nye former i takt med de nye mediemuligheder, spår Niels Brügger. »I en ikke så nær fremtid, vil vi muligvis vende tilbage til det håndskrevne julekort, men nu i elektronisk form, nemlig når og hvis berøringsfølsomme skærme, der kan genkende håndskrift -f.eks. iPads – kombineres med julekort. Det varer nok ikke længe, inden vi har det håndskrevne digitale julekort«. 

[ 31 ]

[ KLUMME ]

TEKST: Marie Lindholm Stoltze Rasmussen

Yeah, der er Paradise i tv! Hvorfor ser vi reality-tv? Hvorfor interesserer det os? Hvorfor elsker vi det? Denne klumme giver dig svaret.

i kender det alle (også jer, der ikke vil indrømme det); nogle gange har man brug for at slappe af og sætte hjernen på

pause. Vi lever i et informationssamfund, hvor vi døgnet rundt kan følge med i alt. Derfor har vi brug for tv-programmer, hvor vi kan koble fra. Flygte fra informationsoverloaded. Reality-tv udfordrer ikke vores intellekt, men vi suger det til os. Det er perfekt, når vi efter en lang dag ikke kan tackle flere informationer.

Ulven Peter og andre besnærende karakterer

Stadig flere seere sidder klistret til skærmen og følger med i, om Ulven Peter kan holde sig i skindet, eller om Joachim vil barbere sit hår af for 20.000 kroner. En anden af reality-genrens appeller er nemlig karakterernes kvaliteter på godt og ondt. Deltagerne i dagens Danmarks reality-tv bliver sublimt castet. Efter 10 års øvelse har produktionsselskaber som Mastiff og Blu udviklet den perfekte formel. Alle deltagerne besidder derfor den reality-x-factor, der gør dem velegnet til tv.

Almindelige mennesker

Deltagernes forskellighed skaber tilsammen det perfekte team, hvor venskaber og fjendskaber opstår med lynets hast.

[ 32 ]

Det er menneskeligt. Det er godt tv. Vi seere danner hurtigt tilhørsforhold til vores helte og skurke. Derved får vi en større trang til at se, hvad der sker med dem i det efterfølgende afsnit. Samtidig er deltagerne stadig bare almindelige mennesker. Det kunne være din kusine eller en du har gået i skole med. Det gør reality-tv jordnært.

Så I det i går… ?

Sidst men ikke mindst har reality-tv også en water cooler effekt. Det samler studiekammerater og kollegaer i frokostpauserne, og giver os et fælles samtaleemne – noget, der forarger os. Det er endnu en kvalitet ved reality, for vi kan ikke blive ved med at snakke om dødalvorlige emner. Selvom vi på den ene side kan identificere os med deltagerne, er der også en distance mellem dem og os. Derfor kan vi tillade os at snakke om og kommenterer på deres opførsel. Den snak medfører, at vi bliver mere tilfredse med os selv, når vi ser på andre mennesker, som er på grænsen til at bryde sammen. Det forsikrer os om, at livet ikke er så tosset – i hvert fald ikke sammenlignet med deltagerne i Fristet eller Robinson.

Det bliver kun mere ekstremt…

Der er noget fascinerende ved at se mennesker gebærde sig i uvante miljøer

og ekstreme situationer. Hvis man sammenligner realityprogrammerne for ti år siden med dem i dag, er det blevet mere ekstremt. Et eksempel er Fristet – hvor langt vil du gå, hvor deltagerne gennemgår deres værste frygt og opgiver personlige mål, for at blive i programmet. Men selvom vi ryster chokerede på hovedet over, hvad man kan finde på at udsætte mennesker for, ser vi det alligevel. Det er ligesom gyserfilm. Vi bryder os ikke om at se det, men gør det alligevel. Vi kan ikke lade være.

Reality er kommet for at blive

Da Big Brother blev vist på dansk tv for ti år siden, var alle overbevist om, at ”reality-fænomet” ville være overstået lige så snart, vinderen var fundet. Ti år efter har der aldrig været så meget reality-tv i dansk fjernsyn. Og sørme så om Big Brother ikke er tilbage. Det bliver spændende at se, hvordan dette gamle format skal iklædes nye ”gimmicks”, så det kan måle sig med de nye ekstremer, når det løber over skærmen på Kanal 5 i foråret. Jeg glæder mig allerede til at se det! 

TEKST: Thomas Moberg

[ KLUMME ]

Befri mig for realityen og alt dens væsen Paradise Hotel. Sommer i Sunny Beach. Kongerne af Marielyst. Til middag hos. Bevar mig vel. Sendefladen flyder over med det ene reality-show efter det andet, og jeg brækker mig, som Joachim B. Olsen så smukt udtrykker det.

t er, at deltagerne opfører sig fuldstændig hæmningsløst – skulle det nu være underholdning – men når størstedelen af programmernes handling er bestemt af producerne (og ja, mange af deltagerne i Dagens Mand spiller skuespil), kan det ikke kaldes virkelighed. Og hvorfor spilde sin tid på at se andre lave mad, drikke sig fulde eller udtale sig om tøjmode og russisk roulette i én og samme ytring? At jeg skiller mig ud fra størstedelen af Danmarks befolkning ved ikke at se reality-shows, ved ikke at finde en eller anden form for tilfredsstillelse i realitytv, undrer nok nogle. Men jeg gider det ikke. Og det er ikke for at føle mig hævet over nogen. Det siger mig bare ingenting. Jo, Amalie er da uhyre morsom, men hun er jo et skræmmebillede af Danmarks ungdom. Og jeg skal da slet ikke se Sommer i Sunny Beach – sæt jeg genkender mig selv fra mine ture til det smukke Bulgarien. Landets ungdom ter sig som idioter på åbent tv og tjener penge på det – hvad har vi gjort galt?

Public-service for alle pengene

Lige siden “Dildo Jill” vandt Big Brother i 2001, har reality-stormen raseret landet. Et tilfældigt opslag i ugens tv-program afslører, at prime time ofte indeholder reality-shows – selv på DR og TV2. Og det seneste skud på stammen Paradise tur/retur får ligefrem public-service-

midler. Hvorfor går mine public service penge til drukfældige teenagere på en sydamerikansk oplevelsestur? Giv mig pengene, så skal jeg gerne tage til Peru, Ecuador eller hvor end de sender deltagerne hen. Idiotien kender ingen grænser, når Sidney Lee folder sig ud i køkkenet eller Amalie udøver verbal voldtægt på det danske sprog, men folk griner bare. Det er jo sjovt. Men er det i virkeligheden det? Førstnævnte grænser vel til at være en skizofren lystløgner, mens sidstnævnte har sit eget tv-program, der velsagtens er fuldstændig indholdsløst. Men ingen af dem besidder et talent. De er blot underholdende. Hvis dét er underholdning, vil jeg hellere brække benet på langs.

Reality – reel realitet?

Troværdighed er ikke just "realityens" varemærke. Det hele er opsat, klippet og redigeret ned til mindste detalje. Programmerne afspejler ikke virkeligheden, for hvem opfører sig normalt, når de har et helt tv-hold i hælene? Eller lad mig lige omformulere den sætning: Jeg vil håbe, at programmerne ikke afspejler virkeligheden, for hvis de gør, står det slemt til i vores kære lille land. You're not alone synger Mads Langer på coverversionen af selv samme sang, men det er jeg. Alene i min afsky og foragt for reality som genre. Men en genre,

der skaber et forfærdeligt billede af ungdommen, kan jeg ikke støtte. De forskellige reality-shows afbilleder den danske ungdom som drukfældige og ignorante personer, der er parate til at gøre hvad som helst for opmærksomhed. Sådan vælger jeg at tro, vi ikke er. I hvert fald ikke i det omfang, tv'et viser.

Sorter og smid ud

Tv'et er et medium, hvor alle tilsyneladende kan tilrane sig opmærksomhed. Vi sluger alt, hvad tv-producenterne sender imod os, råt. Selvfølgelig skal man ikke boykotte alle andre kanaler end Danmarks Radio (der jo også viser reality-tv), men er det for meget forlangt, at folk rent faktisk sorterer i, hvad de bruger deres tid på? At de måske forholder sig lidt kritisk til det, de støtter op omkring? Ville det ikke være rart, hvis vores public-service penge gik til programmer, der kunne berige vores samfund i stedet for diskoteksregninger? Vis mig et indholdsrigt reality-program, og jeg vil se det. Indtil da forholder jeg mig retten til at undlade at se 4-stjerners middag, campingprogrammer med Sidney Lee og ligegyldige programmer om personer i Marielyst. Hvis jeg vil se bunden af en flaske eller det indvendige af et diskotek, går jeg i byen – ikke hjem og tænder fjernsynet. 

[ 33 ]

[ ANMELDELSE ]

TEKST: Nynne Østergaard FOTO: TV3

Når reality møder den benhårde virkelighed Vi befinder os stadig i realityland. Men noget er alligevel anderledes, når TV3 endnu engang tager os med til Mexico. Denne gang er eksotiske drinks og turkise swimmingpools byttet ud med ekstrem fattigdom og narkokriminalitet. Resultatet er historiens vel nok første relevante og lærerige realityprogram.

vad sker der, når man sender fem tidligere deltagere på realityprogrammet Paradise Hotel tilbage til Mexico, men denne gang viser dem den anden side af paradiset? Svaret kommer TV3 med i sit seneste skud på stammen af realityprogrammer Paradise tur-retur, som havde premiere i går aftes. For trofaste TV3-seere er det et gensyn med programmets fem deltagere Nikoline, Tammie, Jakob, Patrick og Ronnie, som alle gjorde sig særligt bemærket i deres tid på Paradise Hotel. Denne gang slipper de for at lægge taktik og stemme hinanden ud og skal i stedet hjælpe Mexicos fattige børn på gaden og på forskellige børnehjem.

[ 34 ]

Netop kontrasten mellem de forkælede, polerede danskere og de ludfattige og beskidte gadebørn er et af programmets stærkeste kort. For en gangs skyld er man som seer vidne til, hvordan reality-tv kan have et dybere budskab. Programmet giver et indblik i den ekstreme fattigdom, som mange mexicanere befinder sig i. Vi ser, hvordan gadebørn flygter fra virkeligheden ved at sniffe lim og bogstaveligt talt bor oveni deres egne ekstrementer, og vi får den frygtelige historie om, hvordan to piger er blevet mishandlet af deres stedfar. Indtrykket bliver blot yderligere forstærket af deltagernes naive og overdrevne reaktioner.

Det er og bliver reality

Vi befinder os stadig i realityland. Væk er godt nok den distancerede, magtfulde

vært og de højspændte udvælgelsesseancer, men konflikterne og dramaet kører fortsat for fuldt blus. Deltagerne udpensler stadig deres følelser i direkte dialog med kameraet, og selv den mindste konflikt bliver skildret så detaljeret, at man skulle tro, det var en actionfilm. Som seer er man ikke i tvivl om, at det er underholdning. Faktisk er det interessant at følge, hvordan nogle af deltagerne hurtigt indordner sig den nye dagsorden, mens andre falder totalt igennem. Men det medvirker desværre også, at de virkelige problemer ofte træder i baggrunden til fordel for et billigt grin, når deltagerne kommer med en dum bemærkning eller reagerer helt ude af trit med, hvad der foregår omkring dem.

Som når Patrick spørger nogle piger på et børnehjem, om de kender Lady Gaga for uforstyrret at forklare, at ”Poker Face” var hans titelsang, da han deltog i Paradise Hotel. Eller når Tammie protesterer mod at skifte de ultra lårkorte shorts ud med nogle mindre flatterende joggingbukser. Hvad Tammie ikke forstår er, at hun risikere at blive antastet og i værste fald overfaldet, hvis hun insisterer på at skille sig ud som en omvandrende Barbie. Sådan leger TV3 stadig med at udstille sine deltagere for at underholde sine seere.

Reality som public service

Det er ikke første gang et tv-program forsøger at skildre kontrasten mellem verdens rige og fattige. Senest stillede DR-programmet Blod, sved og T-shirts

skarpt på det vestlige (over)forbrug ved at sende fem unge danske shopaholics til Indien, hvor de skal leve på lige vilkår med den typiske inder, der tjener til føden ved at arbejde fra tidlig morgen til sen aften med at producere tøj til vesten. Den afgørende forskel på et program som Blod, sved og T-shirts og Paradise tur-retur er, at sidstnævnte tiltrækker en helt anden og uberørt målgruppe. Deltagerne i Paradise tur-retur har en nærmest idolagtig status hos de unge seere, som Blod, sved og T-shirts ikke formåede at tiltrække. Lige netop det punkt er en af begrundelserne for, at programmet har modtaget 2,1 millioner kroner fra Public Service-puljen.

lic Service-puljen, men i betragtning af kombinationen af reality og tredjeverdensproblemstillinger, synes støtten at være helt på sin plads. Paradise turretur er et forfriskende bud på, hvordan realitygenren kan bruges til at skabe opmærksomhed om problemer, som ligger langt væk fra den typiske realityseer. Især ham eller hende, som tror, at Mexico udelukkende er lig med turkisblå swimmingpools og eksotiske drinks. 

Paradise tur-retur sendes onsdag kl. 20.00 på TV3.

Det er i sig selv kontroversielt, at et realityprogram modtager støtte fra Pub-

[ 35 ]

ny protektor for SAMS Pernille Fruensgaard Øe Hvad laver en protektor? Pernilles opgave som protektor er at være SAMS' officielle ansigt ud ad til. Hun kommer til at være den person, som danner bro mellem erhvervslivet og de studerende på medie- og kommunikationsuddannelserne. Pernille slutter sig til Stig Hjarvard, professor ved Københavns Universitet på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, der pt. også er protektor for SAMS. Hvorfor være protektor? ”Jeg er meget glad for at være blevet valgt som protektor for SAMS, og jeg sagde ja med det samme. Jeg ser hver dag, hvor vigtigt kommunikation er i det private erhvervsliv. Jeg ville ønske, at der var endnu bedre samarbejde mellem erhvervslivet, de studerende og de tidligere studerende. Dette vil jeg sætte en ære i at være med til at forbedre.”

[ 36 ]

CV - Pernille Fruensgaard Øe Juni 2011 – nu:  Kontaktdirektør, Wibroe, Duckert og Partners. 2010: Udgivelse af 4. udgave af bogen, Tilrettelæggelse af information: Kommunikations- og kampagneplanlægning, sammen med Preben Sepstrup Januar 2009 – Juni 2011:   Strategisk og kreativ direktør, Carat Deep Blue. Maj 2008 – Maj 2011:  Ekstern Lektor på kandidatuddannelsen i Medievidenskab, Aarhus Universitet. Juni 2005 – 2007:  Media Innovation Manager, Carat Danmark December 2004 – Juni 2005:   Kommunikations Assistent, Designit. 1999 – 2003:  Førsalgskonsulent, HP (Hewlett-Packard).

TEKST: Pernille Fruensgaard Øe , Kontaktdirektør, Wibroe, Duckert og Partners

[ PROTEKTORKLUMME ]

Og hvad læser du så til? Året er 2000. Endnu en familiejulefrokost bliver så utroligt meget længere af det gentagne spørgsmål: ”Og hvad læser du så til?”. Jeg var året før begyndt på medievidenskab ved Aarhus Universitet. Uden at have den fjerneste anelse om, hvad jeg læste til.

p gennem 90’erne var en stor del af uddannelsesdebatten præget af skepsis over for de humanistiske studier. Det gennemgående tema? At erhvervslivet ikke vidste, hvad de skulle bruge humanisterne til. Og at der i øvrigt var alt for mange af dem. Med den nyligt fundne overbevisning om, at medievidenskab var mit kald, blev tiden præget af at retfærdiggøre valget, snarere end at glæde mig til studiestarten. Men det gik ikke helt så galt som alle troede. Gennem 00’erne ændrede tonen i debatten sig. Humanisterne kom i arbejde. Ikke nødvendigvis det arbejde, vi havde forestillet os, men et bredt miks af forskellige jobs i både det private og det offentlige. Et lille udpluk af mine gamle studiekammerater: En spindoktor for kulturministeren, en tekstforfatter på reklamebureau, en social medieguru, en projektleder, en strategisk planner, et par tv-tilrettelæggere og en kommunikationsrådgiver hos et stort forsikringsselskab. Hvad har de tilfælles? Hvad lærte vi, der gjorde os så bredt favnende? Der findes nok ikke et enkelt korrekt svar på det spørgsmål. Men de sidste år har jeg alligevel udviklet en klar holdning til, hvad jeg tror, vi kan. Vi ved en masse om mennesker, kultur, og hvordan disse to størrelser påvirkes af medier og kommunikation. Vi kan forstå, hvordan forskellige fagligheder kan arbejde sammen. Vi kan orkestrere processer i kraft af netop denne fagindsigt. Vores store styrke er vores evne til at forstå sammenhænge. Og til at forstå, at vi ikke ved alt, men har brug for involve-

ring fra andre for at lykkes. Det kræver vores egen accept af, at der efter færdiggjort uddannelse starter en ny proces. En proces, hvor vi skal vælge retning og som konsekvens heraf starter en hel ny læringsproces på det specifikke fagfelt. Et fagfelt, vi måske under uddannelse har stiftet bekendtskab med, men som vi langt fra mestrer (endnu). Jeg kastede mig over medieplanlægning, adfærd på sociale medier og moderne kvalitativ analyse med fokus på at indarbejde en workshop-form i arbejdet med at konvertere data til indsigt. Jeg læste klart flere siders faglitteratur de første to år i arbejde – end de sidste to år på universitetet. I arbejdet blev mit fokus anderledes. Ofte læste jeg aftenen op til en præsentation for at finde gode pointer, citater og eksempler, jeg kunne bruge. Så svaret på, hvad vi læser til, står stadigt åbent. Hvordan vi bliver uundgåelige og succesfulde, står for mig til gengæld soleklart. Vi holder os nysgerrige og åbne over for det faktum, at vi netop ikke læser ”til” noget bestemt. For en humanist stopper uddannelsen aldrig. Derfor er jeg rigtigt glad for at være blevet udnævnt til ny protektor for de medie- og kommunikationsstuderendes sammenslutning. Det er både en stor ære og et ansvar, jeg har tænkt mig at tage meget seriøst. Jeg vil tage udgangspunkt i tre gode råd, jeg ville have ønsket at jeg havde fået i 1999, da jeg søgte ind på medievidenskab.

Indse det er svært. Det giver et mentalt frirum til at vokse hen mod en faglighed i stedet for at tvinge sine kompetencer i den retning, hvor det er lettest at sætte ord på den. 2. Se din faglighed som T-formet. Du er nødt til at have en præference for bestemte fagområder. I løbet af studiet bliver du præsenteret for mange typer faglighed. Lær dem at kende. Vid hvad de kan bruges til. Men giv så slip og vælg, hvad du har lyst til at fordybe dig i. Form din faglighed som et T. Bred generalistkompetence suppleret med dyb specialist-kompetence. Indse at det første skal komme i løbet af studiet. 3. Gem dig ikke bag en akademisk facade. Entusiasme, nysgerrighed og evnen til at tilegne sig ny viden. Hvis du går ud og tror, du har svaret, har du ikke have den ydmyghed og åbenhed over for alt det, dit nye job kræver af dig. Så når I nu alle sammen går imod årets familiejulefrokoster, så lov mig at kigge Tante Erna stolt i øjnene, når hun spørger, hvad det nu er, du læser til. Fortæl hende roligt og smilende, at det eneste konstante i den verden, du skal ud og arbejde i, er forandring. ”Derfor, kære Tante Erna, eksisterer mit fremtidige job måske ikke endnu. Rækker du mig lige snapsen …” 

1. Det er okay. Du må godt synes, det er svært at definere din faglighed.

[ 37 ]

...fortsat

• Stil de gode spørgsmål: ’Jeg kan se, I har en kommunikationsafdeling. Hvor mange ansatte er der i afdelingen?’ • Vær venlig – spørg, om du forstyrrer, når du ringer op. • Følg op – bevar initiativet. • Forbered, hvad du vil sige, inden du ringer - lav et ringemanuskript.

Spring ud i det Spring ud i det. Tal med folk - også tante Gertrud og fætter Søren. Det kan vise sig, de kender nogen, der kender nogen, hav gevaldigt store ører og vær åben. Brug alle dine netværk, vær opsøgende, tænk taktisk og søg job, du rent faktisk har mulighed for at

få. Forsøg at skabe dit eget job ved at være proaktiv og gå virksomhederne på klingen. Og brug alle kanaler ind til en kommende arbejdsgiver.

KS kan tilbyde dig en af landets billigste forsikringer – uden selvrisiko Det betyder, at selv din iPod, cykel, taske eller computer er dækket, hvis de skulle blive stjålet. Hvad koster den så? • Bor du i København eller Aarhus, skal du kun betale 105 kr. om måneden • Bor du i Odense, slipper du med 94 kr. om måneden • Bor du i Aalborg, koster det kun 67 kr. om måneden Melder du dig ind i KS og tegner forsikring gennem os inden 1. november 2011, får du et

gavekort på 100 kr. til Baresso der rste 6 måne fø e d t a t, Fik vi sag gratis? rmedlem er te n e d tu s som

Pst…

”Jeg fik et tilbud fra min bank om at skifte forsikringer, men det kunne slet ikke måle sig med priserne hos Kommunikation og Sprog” – Maibritt, cand.ling.merc.studerende ved CBS.

”Jeg sparede 7.657 kr., da jeg flyttede mine forsikringer til KS” Mark Gregers, KS-medlem.