»One small step for man«: Førstehåndsvidner til Apollo 11 tager dig med tilbage til den første månelanding

20. juli 1969 var der kun 5 måneder til den frist, præsident Kennedy 8 år tidligere havde sat for at landsætte et menneske på Månen.

Det havde været otte år fulde af drama, og mere end en gang havde man tvivlet på, om fristen kunne overholdes.

Men nu var Apollo 11 nået frem til Månen efter en 3 dage lang rejse, og over hele verden fulgte millioner af mennesker landingen på fjernsynet. Det er anslået, at landingen blev fulgt af 530 millioner, og det var et enormt tal i 1969, hvor TV-satellitter var noget helt nyt.

Og selv om billederne var sort-hvide og grynede, så sad vi klæbet til fjernsynet – også os, der skriver dette. Klokken var næsten fire om morgenen, men det var en sommernat, så ingen tænkte på at sove.

Dengang var vi unge studenter, og vi vil aldrig glemme de første billeder, der bare viste en lys overflade under en kulsort himmel. (Se en video af CBS’ direkte udsendelse om månelandingen længere nede i artiklen).

Så dukkede Armstrong op på stigen som en lidt tåget figur. Men hvad gjorde det, for et øjeblik senere ville det første fodspor være sat på Månens støvede overflade.

Nye generationer får mulighed for at rejse med tilbage i tiden

Vi ved ikke, hvad vi havde ventet af ’First Words’, for Armstrong var ikke kendt som en stor taler.

Men Armstrong sagde de helt rigtige ord: »A small step for a man, a giant leap for mankind,« og det er velfortjent, at det nu er blevet et af verdens mest kendte citater.

Siden dengang er nye generationer vokset op, som kun har kunnet læse om den første landing.

Derfor vil vi i denne og fem følgende artikler skrue tiden tilbage til de otte år, der nu står som rumfartens gyldne tid. I den sidste af artiklerne vil vi se fremad: Hvornår og hvordan vil vi vende tilbage til Månen, og er det så denne gang for at blive og bygge en base?

LÆS OGSÅ: Sådan vil USA vende tilbage til Månen

Vemodigt at indse, at træerne ikke vokser ind i himlen

Månekapløbet var en fantastisk epoke i rumfartens historie. Vi oplevede, at pressen fulgte med, næsten som var det en sportskamp.

Men at se tilbage på disse otte år er for vores generation også vemodigt. Der var ingen grænse for drømme og visioner, og vi troede oprigtigt på, at vi stod på tærsklen til en helt ny tid, en sand rumalder, hvor mennesket ville sprede sig ud i Solsystemet.

Sådan skulle det jo ikke gå. Hvis vi får en ægte rum-alder, så ligger den stadig langt ude i fremtiden.

Vores drømme er ikke længere ubegrænsede – vi ved nu, at træerne ikke vokser ind i himlen, og at den tekniske udvikling også har en bagside.

Men alt det tænkte vi ikke på, da Apollo 11 blev opsendt. Det var nok bare at nyde oplevelsen…

LÆS OGSÅ: Rumfartens fremtid er fuld af fysiske grænser og uendelige muligheder

Et utroligt årti

En hel verden fulgte med, da Apollo 11 blev opsendt. De fleste over fjernsynet, men flere hundrede tusinder var taget til Cape Canaveral, USA, for selv at se opsendelsen.

Der var mennesker alle vegne, og de fleste kunne kun se raketten på meget stor afstand.

Men så kom opsendelsen af den 3.000 ton tunge Saturn 5, og det blev en oplevelse, som tilskuerne ikke bare så, men også kunne føle og høre.

Selv over en afstand på flere kilometer kunne man mærke rystelserne og også føle, når lydbølgerne nåede frem.

Båret af en enorm flamme fra de fem store raketmotorer steg den 111 meter lange raket op mod en blå himmel for efter kort tid at forsvinde ud af syne.

Derefter kom vi til at opleve resten gennem kontrolcentret i Houston, som først kunne berette, at tredje trin med Apollo var gået i bane om Jorden.

Men bare 2 timer og 26 minutter efter starten, da Apollo 11 på sin anden omkredsning af Jorden befandt sig over Carnavon sporingsstationen i det vestlige Australien, kom budskabet:

»Apollo 11, this is Houston. You are go for TLI. Over.«

De tre bogstaver, TLI, symboliserede månerejserne mere end noget andet. De står for ’Trans-Lunar Injection’ og er en besked om, at besætningen nu kunne tænde for raketmotoren i tredje trin, så farten blev øget fra 28.000 km i timen til 38.900 km i timen, og kursen dermed blev sat mod Månen.

LÆS OGSÅ: Rejs med til Månen

Kurs mod Månen

Rejsen var nu for alvor begyndt, og den første opgave for de tre astronauter, Armstrong, Collins og Aldrin, var at frigøre Apollo og så dreje deres rumskib rundt, så det vendte næsen mod rakettens tredje trin. For her sad landingsfartøjet Eagle.

De skulle nu koble sig sammen med Eagle og trække landingsfartøjet bort fra raketten.

Det var en vanskelig opgave, men da den var løst, kunne astronauterne slappe lidt af. Forude ventede den tre dage lange rejse mod Månen.

1960’erne var et vildt årti

Måske har de tænkt tilbage til det utrolige årti, hvor USA på bare otte år fik bygget de raketter og rumskibe, som nu skulle føre mennesker til Månen.

Da Kennedy i maj 1961 proklamerede, at USA inden årtiets udgang skulle landsætte et menneske på Månen og bringe ham hjem igen, var USA’s samlede erfaring med bemandet rumfart et 15 minutter langt hop ud over Atlanten.

Den eneste amerikanske rumsonde, som havde været bare i nærheden af Månen, var den kun 6 kg tunge Pioner 4. Den sigtede endda så dårligt, at den fløj forbi Månen i en afstand på 60.000 km.

Jo, der var sket meget i 1960’erne, og det er nok tvivlsomt, om vi kommer til at opleve noget tilsvarende igen.

LÆS OGSÅ: Er Indien på vej til at blive den fjerde rummagt?

Kunne med et se tusindvis af stjerner

Efterhånden som Apollo kom længere væk fra Jorden, blev det klart, at Jorden er en meget lille klode i et stort univers.

Det kunne endda være svært at finde vores blå planet på himlen, når den eneste mulighed, man har, er at kigge ud gennem Apollos fem små vinduer.

Normalt var udsigten bare en kulsort himmel, hvor det stærke sollys endda gjorde det svært at se stjernerne.

Men ved rejsens slutning kom Apollo ind i Månens skygge, og med et kunne astronauterne se tusinder af stjerner. Månen kom ind i synsfeltet, badet i det blålige lys fra Jorden.

Lyset var stærkt nok til, at man tydeligt kunne se Månens kratere, men det blålige lys fik det hele til at se fremmedartet ud.

Over Månens horisont var der et perlehvidt lys – de yderste lag af Solens atmosfære.

LÆS OGSÅ: Sådan tog NASA’s astronauter det mest ikoniske billede af Jorden

Den mest ensomme mand i verden

Men der var ikke lang tid til at nyde dette fantastiske syn, for raketmotoren på Apollo skulle startes, så rumskibet blev bremset ned for at gå ind i en bane 100 km over Månen.

Derefter kom tiden for afsked. Collins skulle blive i Apollo, mens Armstrong og Aldrin gik ombord i Eagle for at lande på Månen.

Dengang talte man meget om, at Collins ville blive den mest ensomme mand i verden, især når Apollo fløj hen over Månens bagside. For her kunne han hverken se Jorden eller komme i radiokontakt, da Månen jo blokerede for alle radiosignaler.

I stedet fortalte Collins bagefter, at han i virkeligheden havde nydt stilheden og roen, hver gang han fløj hen over bagsiden.

Computerfejl var ved at aflyse landingen

Stilhed og ro var ikke lige det, som ventede Armstrong og Aldrin. De kom til at opleve nogle af de travleste minutter i deres liv.

Det hele begyndte fredeligt med, at raketmotoren på Eagle blev tændt i 30 sekunder. Dermed blev banen for Eagle ændret fra en cirkulær bane 100 km oppe over Månen, til en bane som førte fartøjet ned mod Månens overflade.

Naturligvis kunne man ikke nøjes med beregninger. Det var afgørende nødvendigt, at banen hele tiden blev kontrolleret af en radar på landingsfartøjet.

Det lyder ikke af så meget i dag, men dengang var det en udfordring for den meget lille og primitive computer, der var ombord på Eagle.

LÆS OGSÅ: 5 grunde: Kolossal fejl at skrotte NASA’s klimaforskning

Ingen kunne huske, hvad ’Alarm 1202’ betød

Og naturligvis skete så det, som bare ikke måtte ske. Eagle var kommet ned i en højde på bare 12 km, og radaranlægget havde nu fået kontakt med overfladen. Og derpå fulgte en computeralarm, som ingen – heller ikke jordkontrollen – forstod.

Beskeden lød kort og godt: Alarm 1202.

Det var ikke en besked, man lynhurtigt kunne afkode ved at spørge computeren. Dengang lå alle den slags oplysninger i tykke manualer – og hverken astronauterne eller jordkontrollen kunne umiddelbart huske, hvad 1202 stod for.

Men heldigvis kom man hurtigt i tanker om det unge computergeni Jack Garman, en af de såkaldte ’Backroom Boys’.

Han kunne til alt held huske denne fejlkode fra en tidligere simulering og vidste, at den betød, at computeren var overbelastet.

Alarmen optrådte dog så sjældent, at Jack Garman mente, at computeren ikke ville gå ned, så han anbefalede, at astronauterne bare fortsatte landingen.

Armstrong beviste, at han var verdens bedste pilot

Men nu var Eagle kommet så langt ned, at Armstrong selv overtog styringen, og han så straks, at de ikke var, hvor de burde være.

I stedet for et pænt, fladt område havde Eagle kurs mod et krater på størrelse med en fodboldbane, som var fuldt af sten på størrelse med biler.

Her kunne han bestemt ikke lande, men det er sin sag at begynde at lede efter en ny landingsplads, når der kun er brændstof til et minut tilbage.

Her viste Armstrong, at han nok var verdens bedste pilot.

Mens brændstofmåleren sank mod nul, ledte han efter et egnet landingssted, samtidig med at han hele tiden skulle justere nedstigningshastigheden ved at skrue op og ned for raketmotoren.

LÆS OGSÅ: »Neil Armstrong er alle tiders helt«

»The Eagle has landed«

Da han fandt det, var der kun 20 sekunders brændstof tilbage, og alligevel lykkedes det ham at lande så blødt, at de fire landingsben ikke sank så dybt ned i månestøvet, som man havde regnet med.

Det betød dog, at den stige, som astronauterne skulle gå ned af, endte højere oppe over overfladen end forventet – så det var godt, at Månens tyngdekraft kun er 1/6 af Jordens.

Og så kom Armstrongs første ord fra Månen:

»Houston, Tranquility Base here, The Eagle has landed.«

Tranquility Base var Armstrongs egen opfindelse. Navnet skyldes, at de var landet på en af Månens store lavasletter. Sletterne er mørke set her fra Jorden, hvor de danner ’Manden i Månen’.

I gamle dage mente man, at de mørke sletter var have, og den slette, de landede på, havde fået navnet Mare Tranquillitatis, eller Stilhedens hav.

Houston svarede omgående:

»Roger, Tranquility. Vi bekræfter I er landet. Her er en masse fyre, som er blevet helt blå i hovederne – men nu trækker vi vejret igen«

Først senere fandt man årsagen til radarproblemet. Computeren havde skam gjort alt det, den skulle, men alarmen kom, fordi en kontakt var sat forkert.

Der var nemlig endnu et radaranlæg på Eagle, som først skulle bruges, når de skulle op fra Månen og kobles sammen med Apollo. Ved en fejl kom der signaler fra dette anlæg, selv om anlægget ikke blev brugt.

Armstrongs første beskrivelse af Månen

De første minutter må have været betagende, selv om Armstrong og Aldrin kun kunne se overfladen gennem to små ruder i Eagle: Et fladt og solbelyst, men fuldstændigt øde landskab, under en kulsort himmel.

De var landet kort efter solopgang, så skyggerne var endnu lange – men det betød også, at temperaturen endnu ikke var nået op på de over 100 grader, som herskede ved middagstid. Den temperatur havde rumdragterne næppe kunnet klare.

Så kom Armstrong med den første beskrivelse af Månen:

»Gennem vinduet ser jeg en temmelig jævn slette fuld af kratere med en radius på mellem fem og femten meter, og der er højderygge, som jeg vil anslå til at være mellem syv til ti meter høje. Der er tusindvis af små kratere spredt rundt på området.«

»A small step for man..«

Efter planen skulle astronauterne nu have haft en hvilepause, men det havde de nu ikke spor lyst til.

De ville ud så hurtigt som muligt, hvilket i øvrigt havde den ikke ubetydelige fordel, at de første skridt på Månen kunne vises i TV om aftenen i USA i den bedste sendetid.

Det var bare os her i Europa, der fik oplevelsen omkring klokken fire om morgenen. Men hvad gjorde det? Det var jo sommer med lyse nætter, og hvem kunne sove, når vi ventede på, at det første menneske skulle stige ud på Månen.

Ens for alle på kloden var, at vi hørte de udødelige ord, da Armstrong trådte ned på Månen, samtidigt:

»A small step for a man, a giant leap for mankind.«

LÆS OGSÅ: Kig på fjerne galakser og astronauter ‘bag scenen’ i NASA’s store rumarkiv

Armstrong skyndte sig at samle prøver op

De lidt uklare sort-hvide billeder fra Månen var en uforglemmelig oplevelse, og de 2 timer 31 minutter, hvor Armstrong og Aldrin gik rundt på Månen, fløj af sted.

En lidt morsom ting, vi først hørte om meget senere var, at da Aldrin som nummer to steg ned på Månen, skulle han passe på ikke at smække døren efter sig.

Havde han gjort det, havde det været særdeles vanskeligt at komme ind i Eagle igen. Det er i øvrigt lidt uklart, hvad meningen med overhovedet at kunne smække døren har været, for NASA havde vel ikke ligefrem forestillet sig, at der var en tyv på Månen.

Det første Armstrong gjorde, var naturligvis at samle nogle få prøver op, så man i hvert fald havde noget at tage med hjem, hvis nu månevandringen måtte afkortes.

Men nede på overfladen kunne han bedre se sig om og berette om udsigten:

»Landskabet har en egen barsk skønhed. Det ligner meget de amerikanske højlandsørkener. Det er anderledes, men der er meget smukt herude. Jeg kan fortælle, at mange af stenprøverne, de hårde sten, har en slags blærer på overfladen.«

LÆS OGSÅ: Bliver man ramt af meteorer på Månen?

Ceremonier beseglede landingen

Så var det blevet tid til de ceremonier, som naturligvis måtte til for at markere de første mennesker på Månen.

De begyndte med at afsløre en lille plade, som var monteret på et af Eagles landingsben. Den viste Jordens to halvkugler og bar teksten:

Here Men From Planet Earth
First Set Foot Upon The Moon
July 1969 A.D.
We Came In Peace For All Mankind

Pladen står naturligvis stadig på Månen, men det er nok mere tvivlsomt, hvordan det amerikanske flag, som astronauterne rejse på Månen, har det.

Aldrin mente, at han så flaget vælte, da Eagle lettede fra Månen igen, og i hvert fald vil det stærke sollys for længst have afbleget flaget, så der ikke er meget ’Stars and Stripes’ tilbage.

Den sidste ceremoni var en direkte samtale med præsident Nixon, der befandt sig i det ovale kontor i det hvide hus.

Man skal ikke kritisere disse ceremonier. De var politisk nødvendige for et land, som i vore dages penge havde brugt over 100 milliarder dollar for at vinde et månekapløb.

Uden en stærk folkelig og politisk støtte var Apollo-programmet jo heller aldrig blevet til noget.

LÆS OGSÅ: Prygl til konspirationsteorier om månelanding

Bedrev vigtig videnskab på Månen

Politikerne har aldrig anset Apollo for et videnskabeligt program. Det var ren politik – en del af den kolde krig.

Men når man nu alligevel skulle til Månen, så kunne man jo lige så godt søge at få lidt god videnskab med hjem.

Som vi senere skal se, så lykkedes det over al forventning. Resultaterne fra Apollo har været afgørende for den nuværende forståelse af både Månen og solsystemet.

Armstrong og Aldrin satte to videnskabelige instrumenter op på Månen, nemlig et seismometer og en laserreflektor.

Laserreflektoren anvendes stadig, og den har blandt andet vist, at Månen kommer 3,8 cm længere bort fra Jorden hvert år som følge af tidevandskræfter, samt at Einsteins almene relativitetsteori anvendt på Månens bane er korrekt.

På et tidspunkt så det ud, som om Aldrin hoppede lidt formålsløst rundt på Månen, men i virkeligheden afprøvede han bare forskellige ’gakkede gangarter’, for at finde ud af hvordan man bedst bevæger sig i en tyngdekraft på kun 1/6 af Jordens tyngdekraft. Den bedste måde viste sig at være en form for kænguruhop.

Indsamlede prøver og efterlod – måske – en halskæde

Der blev indsamlet i alt 22 kg prøver, men der var heldigvis også lidt tid til at se sig om.

Armstrong opgav hurtigt enhver tanke om at nå hen til det store krater, han var fløjet hen over på vej mod landingen.

I stedet valgte han et lille krater kun 60 meter borte. Det var ikke ret stort, med en diameter på omkring 25 meter og en dybde på omkring 5 meter.

I forbindelse med indspilningen af filmen ’First Man’ kom det frem, at han her sandsynligvis lagde en lille halskæde, som havde tilhørt hans datter Karen, der døde kun to år gammel af en svulst i hjernen. En helt endelig bekræftelse kommer dog først i 2020, når nogle arkiver på Purdue University med materiale fra Armstrong bliver åbnet.

Armstrong turde dog ikke gå ned i krateret af frygt for ikke selv at kunne komme op igen.

Tilbage var nu kun at pakke måneprøverne ned i en kasse og så komme om bord igen.

LÆS OGSÅ: Hidden Figures: Hvordan sorte kvinder hjalp NASA til Månen

Hvor er startnøglen?

Så skete der naturligvis endnu en gang noget uforudset:

Da de kom om bord, fandt Aldrin en dims på gulvet, som viste sig at være den kontakt, de skulle bruge til at tænde for den raketmotor, der skulle starte Eagle fra Månen og bringe den op til Apollo rumskibet.

Men hvad gør en snarrådig astronaut så?

Ser ind i det hul, hvor kontakten skulle have siddet, og finder så ud af, at den brækkede kontakt kunne erstattes af spidsen af en pen. Med denne noget improviserede metode fik de så motoren tændt. Det var jo heldigt, for ellers var de standet på Månen.

Eagle lettede fra Månen, 21 timer 36 minutter efter den var landet, og koblede sig derefter til Apollo-rumskibet, hvor Collins tålmodigt havde ventet på de to månefolk.

Han havde ikke engang haft mulighed for at følge månevandringen på fjernsyn, så det havde han endnu til gode.

Eagle blev efterladt i bane om Månen og faldt senere ned på Månens overflade, men ingen ved nøjagtigt hvor.

Hjemme igen – men straks i karantæne

Apollo startede derpå sin raketmotor og forlod banen om Månen, og tre dage senere landede kapslen i Stillehavet. Og her er en lidt pudsig slutning.

Dengang var man lidt bange for, at astronauterne skulle bringe uønskede organismer med hjem fra Månen. Det betød karantæne – men først skulle astronauterne jo lige ud af kapslen.

Så lugen blev åbnet ude på havet, hvorpå frømænd, der var kommet til landingsstedet med helikopter, overrakte dem særlige beskyttelsesdragter og en hjelm, som skulle filtrere deres udåndingsluft.

Astronauterne blev skrubbet efter alle kunstens regler og derpå fløjet til hangarskibet Hornet, hvor de straks blev lukket inde i en slags karantænekabine.

Gennem ruderne kunne så Præsident Nixon og en hel masse andre kigge ind til dem.

Karantænen varede i tre uger og hjalp jo nok ikke meget – for ved landingen havde kapslen jo været åbnet med fri adgang fra kabinen til både luft og hav…

Heldigvis var der ikke nogen mikroorganismer fra Månen, der havde udnyttet denne enestående mulighed for at besøge Jorden, så der skete intet.

Senere opgav man da også at sætte astronauterne i karantæne.

LÆS OGSÅ: Rumfarten fylder 60 år – hvad har vi lært?

LÆS OGSÅ: Få et overblik over rumfartens historie

LÆS OGSÅ: Det nye rumkapløb: Derfor skal der mennesker på Mars