Mark Strudal bliver ny cheftræner i Lyngby

Den tidligere spiller og nuværende fodboldtræner Mark Strudal overtager jobbet som cheftræner hos Superliga-nedrykkerne.

50-årige Mark Strudal forlod sidste år Brøndby IF og jobbet som angrebstræner med drømmen om i fremtiden at blive cheftræner.

Det er nu gået i opfyldelse, da han har underskrevet en kontrakt med Lyngby, der fra næste sæson skal spille i 1. divison. Det kunne TV 2 SPORT torsdag erfare, og nu bekræfter Lyngby selv, at det er en realitet.

- Jeg er glad og stolt over, at Lyngby har peget på mig som cheftræner. Selvom Lyngby er i 1. division, så er det stadig en topklub i Danmark som fodboldbrand, og det er en stor klub at få lov at træne.

- Det tiltrak mig meget, at det er en klub med et akademi, man kan bygge et Superliga-hold på, og jeg glæder mig meget til at samarbejde på tværs af førstehold og akademi. Og selvfølgelig til, at vi skal tilbage i Superligaen, siger Mark Strudal i en pressemeddelelse.

Strudal har angiveligt underskrevet en "langvarig kontrakt", hvor hele det sportslige setup skal bygges op omkring den nye træner. Han overtager jobbet fra Thomas Nørgaard, der blev fyret i sidste uge.

Som assistent får han Lyngbys hidtidige A+træner Christian Nielsen, fysisk træner bliver Thomas Kjærbye og Jonathan Hartmann er med på teamet som analytiker. Claus Fallentin fortsætter som målmandstræner.

Dermed ser det også ud til, at Strudal må forlade sit job som træner hos Spillerforeningen, hvor han har haft ansvaret for de kontraktløse spillere, der jagter en ny klub.

- Det er måske de færreste, der ved det, men Mark er ekstremt velbevandret i dansk fodbold, og han er vellidt og anerkendt som en dygtig træner. For os har han hele pakken. Han er struktureret og fokuseret på at vinde fodboldkampe, siger bestyrelsesformand Tommy Petersen.

Den tidligere danske landsholdsangriber havde også en aktiv rolle, da kvindelandsholdet sidste år var i en langvarig konflikt med Dansk Boldspil-Union (DBU). Her havde han træneransvaret for kvindelandsholdet, da de selvtrænede uden om officiel landsholdsregi.

Lyngby har ikke selv meldt noget ud endnu, men det forventes, at der kommer en pressemeddelelse i løbet af torsdag aften.