Laloux og den indre målestok

Måske ligger Frederic Laloux's: "Fremtidens organisation" på listen over bøger, du har sat dig for at læse, når tiden tillader det? Måske har du allerede håndplukket smagsprøver i form af forfatterens summary eller den hyppigt delte animation af bogens centrale pointer? Eller måske kom du ligesom jeg til at sluge den, da den udkom for et par år siden?

Til at begynde med følte jeg mig grådig. For jeg slugte en original, dyb og vidtrækkende bog i én stor mundfuld - og havde i første omgang kun tanke for at komme videre og få svar på ét spørgsmål:

Hvordan f... kan vi hurtigst muligt omsætte ideerne fra "Fremtidens organisation" til praksis?

Derefter blev jeg ganske træt. Jeg kom til at genkalde mig den skæbne, som netop kan ramme dybe bøger, der fanger en ny grundtone i tiden, men som måske lidt for hurtigt bliver til værktøj i konsulentkufferter eller velbesøgte gå-hjem møder. Nye toner, der i vores sult efter inspiration og iver efter at omsætte dem til praksis bliver reduceret til en metode, et teknisk fix, fremfor at blive lagt i jorden som et frø.

Og er det ikke netop opgøret med de hurtige tekniske fix, som Laloux kunne have i tankerne, når han giver sin bog undertitlen: "Fra organisation til organisme"?

Jeg besluttede mig for at tygge på frøet. Lod bogen ligge et par år og lade den vokse indeni. Mange fine initiativer er spiret frem i de mellemliggende år. Samarbejdspartnere, der skriver Ph.d. og tager på studieture til Holland for at se eksempler på "fremtidens organisationer". Bevægelser som LeadingHumans, der stiftes med det ene formål at skabe et nyt paradigme for organisationer og ledelsen af dem.

Nu er der også vokset en spire frem i mig. Den står ikke alene, men gror sammen med andre indsigter opnået gennem det levede liv og gennem læsning af andre forfattere som eksempelvis Ken Wilber, Robert Kegan, Otto Scharmer, Michael Singer og Gary Zukov. Spiren handler i al sin enkelthed om den for mig vigtigste bevægelse af alle. Det Laloux kalder:"skiftet fra den ydre til den indre målestok". Den handler om evnen til at lede ud fra motiver, der ikke længere er styret af ydre faktorer som eksempelvis anerkendelse, succes og velstand. Om en praksis, hvor man hver dag konsulterer det indre kompas med spørgsmålene:

"Virker denne beslutning rigtig?", "Er jeg oprigtig overfor mig selv?", "Er dette i tråd med den, jeg føler, at jeg er ved at blive?", "Er jeg til nytte for verden?"

Jeg tror, at vi kan skabe fremtidens organisationer, hvis vi hjælper hinanden ind i dette selv-transformerende livs- og ledelsesperspektiv. En konkret måde at være i verden på, hvor vi hele tiden er klar over, at vi har et eksistentielt valg i små og store spørgsmål. Hvor vi træner evnen til at tænke i nytteværdi for verden og anerkender, at kapaciteten for at handle med VI' et for øje udvides i takt med, at vi vokser i åndeligt format. Det er to sider af samme proces!

Hvad betyder dette ledelsesperspektiv så egentlig, hvis vi vil inspirere og inspireres til at skabe nye organisationer? Det betyder, at vi ikke kan opbygge fremtidens organisation med vores eksisterende mursten og mørtel. Vi har ikke brug for systemer, der tilskynder til individualistisk eller firkantet adfærd. Ifølge Laloux har vi brug for noget andet:

"Vi har brug for mennesker med eksistentielt mod. Mennesker, der ikke på trods, men på grund af deres evne til at arbejde med sig selv i en konstant udforskning og udfordring af personlige overbevisninger, kan vise andre vejen."

Jeg tror, at vi har brug for at etablere lærende samtaler og netværk, der kan danne rammen om denne form for ledelsesudvikling. Jeg tror, ligesom Laloux også skriver, at:

"det kræver mod at give slip på gamle overbevisninger og eksperimentere med et nyt verdensbillede..."

"Det, der kan gøres, er at skabe miljøer, der er befordrende for vækst ind i senere stadier. Når nogen er omgivet af kolleger, som allerede ser verden fra et mere komplekst perspektiv, i en sammenhæng, der er sikker nok til at udforske indre konflikter, er der større chance for, at personen tager springet."

Incitamentet kan komme indefra som en længsel eller udefra som en brændende platform. Før eller siden bliver vi hver især tvunget til at gå helt nye veje for at løse de problemer, vi står overfor. Som personer, som organisationer og som samfund. Ligepræcis som det Onuoha-citat om livets gaffel, som Laloux hiver frem i bogen, fortæller os:

"Hver udfordring man møder i livet, er en forgrening i vejen. Man kan vælge, hvilken vej man vil gå: Tilbage, frem, nedbrud eller gennembrud."

Jeg tror blot ikke, at der er nogen vej tilbage.