’Jeg vidste bare, at det var mine piger og at han havde slået dem ihjel’

Den dag, Christina Olsens eksmand skal aflevere pigerne efter sommerferien, har hun forsøgt at ringe både til ham og døtrene, Line og Marlene. Hun skal hente dem på hans gård, men da hun dukker op til aftalt tid, er døren låst. Christina kigger ind ad vinduet. Hverken Thue Rudgaard eller døtrene er hjemme. Hun kører igen. Irriteret og vred. Hjemme i parcelhuset i Als i Nordjylland går hun rundt om sig selv. Det er fredag, og hun havde planlagt at tage døtrene med til Waterfestival i Hadsund. Til sidst vælger hun at tage af sted alene.

»Jeg er lige på vej ud, da det ringer på. Udenfor står landbetjenten. Ham kender jeg godt af udseende. Idet jeg ser ham, tænker jeg, at Thue måske havde set mig kigge ind ad vinduerne og anmeldt mig for ulovlig indtrængen.«

Så dukker der en mand mere op bagved. Landbetjenten er et ordentlig brød, så Christina ser ham ikke først. Og så kommer en mere til syne. Og en mere. Hun tænker ’Hvad sker der her?’

»I er godt nok mange,« siger hun.

»Må vi lige komme ind?« spørger betjenten. »Og har du et sted vi kan sidde?«

De går ind, sætter sig i sofaen i stuen, og betjenten spørger hende, om hun ved, hvor hendes piger er. Christina kaster sig ud i en lang forklaring om, at hun netop ikke kan få fat i Thue, og at det er møgirriterende, og at hun har prøvet at ringe. Han lader hende tale ud.

»Og så fortæller han mig, at der er fundet en udbrændt bil i Tyskland. Det er Thues bil. Og der sidder to børnelig på bagsædet. Han sidder der ved siden af mig i sofaen. Og han tager mig i hånden, da han siger det. Jeg kan huske, at jeg ser det udefra og tænker: ’Mine børn er døde. Hvorfor ruller jeg ikke skrigende rundt på gulvet? Sådan som det sker på film.’ Men det gør jeg ikke. Jeg græder vist. Men jeg er mærkelig fattet.«

Først flere dage efter, da det er lykkedes politiets teknikere at finde dna på gerningsstedet, bliver det officielt konstateret, at pigerne på bagsædet er Line og Marlene. Thue Rudgaard bliver først kendt skyldig i drabet ni måneder senere. Men fra det øjeblik i stuen er Christina ikke i tvivl.

»De siger godt nok, at det jo kan være nogle andre børn. Eller at det kunne være en ulykke. Men jeg vidste bare, at det var mine piger. Og at han havde slået dem ihjel.«

Christina Olsen er i dag 44 år. Hun bor stadig i Als med sin mand, Mogens, i det samme toetagers murstenshus hvor de har boet, siden de blev gift i 2011. Hun er uddannet folkeskolelærer, men arbejder på et opholdssted for unge kriminelle. I fritiden er hun formand for den lokale gymnastikforening og syr sine egne kjoler i farvestrålende, stramt strækstof. En af dem har hun på i dag. Solen skinner på Christina, der er bænket i en havestol på terrassen. Der er stillet blåbær og mandler frem i små skåle og lavet kaffe med varm mælk.

Siden drabet på døtrene har Christina følt sig forpligtet:

»Lige da de døde, var min største frygt at lande i en sump. Jeg var bange for aldrig igen at kunne møde verden med et sundt sind. Men jeg har aldrig lagt mig ned. Det ville mine piger ikke have ønsket. Jeg vil stå oprejst. Også for min families skyld. Min far sagde på et tidspunkt: ’Jeg har mistet to af mine børnebørn. Nu vil jeg ikke også miste min datter.’«

Sigrid Nygaard

Hvor godt kender man den, man vælger at gifte sig og få børn med? Christina tænker lidt over spørgsmålet, før hun svarer.

»Jeg har ikke fortrudt, at jeg fik børn med Thue, hvis det er det, du mener. Vi havde gode timer sammen. Og vi har været lykkelige sammen. Jeg tænker ikke: ’Hvorfor giftede jeg mig med ham?’ Slet ikke.«

Christina Olsen og Thue Rudgaard mødte hinanden gennem en fælles bekendt i Aalborg i 1996. De var begge 25 år. Hun arbejdede som laborant, og han var netop færdig på den økologiske landbrugsskole i Vendsyssel.

»Med Thue var alt lidt uforudsigeligt. Han var sjov – ikke på en plat måde, men på et højere niveau. Og vi kunne have lange og dybe samtaler om alt muligt,« siger Christina.

De havde begge drømmen om at bo på landet, og i 1999 købte de en nedlagt landbrugsejendom i Øster Hurup. Parret holdt kødkvæg og mohairgeder og havde en gårdbutik, hvor de solgte landbrugsprodukter. Thue videreuddannede sig inden for have og anlæg og forsøgte sig med en gartnerivirksomhed, som han dog måtte sælge, fordi det ikke løb rundt. I en periode arbejdede han på en institution for unge og senere på en efterskole.

Christina blev gravid med deres første barn i 2000 og parret giftede sig samme år. Brylluppet blev holdt i forsamlingshuset med økologisk kogekone. Hun i kjole af eget design med plads til maven – han i et jakkesæt af hamp. De fik deres to døtre, Marlene og Line med kort mellemrum samme år og året efter.

Men Thue Rudgaards humør var meget svingende. Ind imellem kunne han ikke tage sig sammen til noget som helst, havde svært ved at komme op om morgenen og holde styr på rudekuverterne. Han har siden hen i retten fortalt, at han som 20-årig første gang oplevede en periode med modløshed, som han senere blev klar over var depression. Af sin læge blev han hen over årene henvist til forskellige psykologer, og han fik i flere omgange udskrevet antidepressiv medicin. Men Thue tog ikke pillerne regelmæssigt, og han stoppede hurtigt med samtalerne.

Christina videreuddannede sig til lærer, mens Thue, der forsøgte sig med samme uddannelse, sprang fra efter seks måneder. Ægteskabet begyndte at knirke.

Ifølge Christina sled Thues humørsvingninger på forholdet. Han syntes derimod, at hun var dårlig til at være nærværende og tale om tingene. Thue var også meget jaloux, og han mente, at Christina pustede til ilden ved at flirte med andre. I foråret 2009 sagde Christina, at hun ville skilles. Thue bad hende om at give ægteskabet en chance, og de forsøgte sig med parterapi, men i midten af sommeren, sagde Thue til Christina:

»Hvis du alligevel tænker på at flytte, skal du sige det nu.« Kort efter fandt hun en lejlighed i nabobyen Als.

I mange vestlige lande udgør drab op til 10 procent af alle dødsfald blandt børn, og det er den femte mest almindelige dødsårsag blandt børn i Danmark. Motiverne til børnedrab kan spænde fra psykisk sygdom og fødselsdepression over økonomiske problemer til, jalousi og hævn mod tidligere partner.

Den internationale forskning opererer med en række forskellige kategorier for barnedrab, der lægger sig op ad det engelske ord for drab homicide:

Filicide dækker over alle typer forældredrab på børn, infantcide bruges om drab på børn under et år, mens termen familicide bruges om drab, hvor flere i familien bliver ofre, eller hvis motivet til drabet er hævn mod partneren. Tre ud af fire drab på børn i Danmark begås af fædre. I sager om helt små børn dominerer mødre dog som gerningsmænd. Og når det gælder familicide er den typiske gerningsmand en hvid midaldrende mand, der aldrig tidligere har været straffet. Gerne kendt i lokalsamfundet som en engageret familiefar.

Det gælder også Thue, som i politiafhøringerne af venner og naboer blev beskrevet som en kærlig far, der gik meget op i børnenes sundhed og sit frivillige arbejde som spejderleder.

Privatfoto

»Thue havde mange gode egenskaber,« siger Christina.

»Allerede inden vi fik børn, tænkte jeg da, at det kunne være svært indimellem på grund af hans humørsvingninger. Men jeg tænkte: ’Det kan vi godt håndtere.’ Der var også mange gode ting imellem os.«

Det ændrede sig, da de blev skilt. For selv om Christina og Thue var enige om at have pigerne på skift syv dage ad gangen, var de uenige om stort set alt andet. Som med mange andre skilsmisser, har parterne hver deres version af, hvad der gik galt. Ifølge Christina var eksmanden vred og skuffet over, at hun havde forladt ham. Han var besværlig at lave aftaler med. Han mente omvendt, at Christina saboterede samarbejdet og provokerede ham. Og da hun et halvt år efter skilsmissen fik en ny kæreste, Mogens, blev stemningen imellem dem endnu værre. Også selv om Thue i en periode selv havde en kæreste. Han havde det svært med tanken om, at en anden mand skulle tage sig af hans børn.

Da Thue i efteråret 2010 meddelte, at han ville flytte fra Nordjylland til Fredericia og tage Line og Marlene med, spidsede stridighederne til. Han havde formelt set ret til det, da pigerne havde bopælsadresse hos ham, og hans argument var, at der ikke var en fremtid for ham i Øster Hurup. Han var blevet fyret fra sit job på en efterskole, der var bedre jobmuligheder i trekantområdet, og han ville gerne videreuddanne sig.

At pigerne skulle bo langt væk fra deres mor, så han ikke som et problem. I begyndelsen troede Christina ikke, at han vil gøre alvor af det, men da pigerne efter jul kom hjem og fortalte, at de havde set på hus i Fredericia, søgte hun om bopælsretten, i håb om at forhindre flytningen.

»Jeg kan blive helt pinlig, når jeg tænker på, hvordan vi har slåsset om børnene. Men da han ville flytte pigerne, blev jeg jo mega­frustreret. Pigerne var også bekymrede for at flytte væk fra det, de kendte,« siger hun.

Thue meldte begge piger ud af skolen, og 1. maj 2011 flyttede han med Marlene til Fredericia i en ferielejlighed, hvor hun nåede at gå i en ny klasse frem til sommerferien. Den yngste, Line, ville derimod ikke flytte med. Ifølge Thue fordi Christina manipulerede hende, ifølge Christina, fordi Line var bange for, at hun ikke længere kunne komme hjem til sin mor.

I halvanden måned boede pigerne hos hver sin forælder, mens advokater og myndigheder tog stilling i sagen. I juni 2011 afgjorde statsforvaltningen i Aalborg, at pigerne skulle have bopælsadresse hos deres mor. Thues plan om at bo i Fredericia var dermed forhindret.

»Thue gav op og sagde, at nu flyttede han tilbage. Vi skulle have pigerne lige meget hver igen, og jeg fik meldt dem ind på deres gamle skole. Jeg var lettet.«

Privatfoto

Hen over sommeren fik Thue det stadigt værre psykisk. Mens Christina var blevet gift med kæresten og var flyttet sammen med ham i et nyt hus, gik Thue i samme periode arbejdsløs, mens gården i Øster Hurup var sat på tvangsauktion. Han ringede blandt andet til Christina og truede hende.

»Han var megapresset,« siger Christina. »Han sagde noget i retning af, at jeg skulle passe godt på, kigge mig over skulderen og den slags. Jeg var seriøst bange for ham på det tidspunkt. Men jeg frygtede aldrig, at han ville gøre pigerne noget.«

Han havde altid været en omsorgsfuld far, der deltog i sine døtres fritidsinteresser, og Christina oplevede, at hans vrede var rettet mod hende og ikke mod børnene. En af deres konflikter denne sommer, handlede om, at den yngste datter Line ikke ville med ham på en ferie til Paris, som han havde købt billetter til. Han var overbevist om, at Christina havde vendt Line imod ham. Og han endte med at tage alene til Frankrig med den ældste datter, Marlene.

Pigerne led tydeligt under den dårlige stemning mellem forældrene. Deres skolelærere har siden fortalt, at pigerne virkede nervøse og havde flere konflikter med deres klassekammerater, end de plejede.

I slutningen af sommerferien planlagde Thue en miniferie med begge pigerne. Christina var fortrøstningsfuld, fordi flytningen til Fredericia var opgivet. Thue havde luftet ideen om et par dage i et badeland, inden han skulle aflevere pigerne hos Christina fredag op til skolestart. Onsdag den 10. august 2011 kørte han sydpå med sine døtre på bagsædet.

Hvad der helt præcist skete herefter, ved kun Thue. Derfor skriver jeg til ham i fængslet i Berlin, hvor han har siddet siden drabene og spørger, om jeg må komme på besøg. Efter en måned giver Thue tilsagn.

Jeg er velkommen i fængslet.

En række forskere i Europa og USA har beskæftiget sig med familicide og beskrevet forskellige typer af gerningsmænd, hvis træk går igen på tværs af landene. Nogle inddeler mændene i to kategorier: murder-by-proxy – hvor en mand dræber sine børn, men målet i virkeligheden er at ramme en tidligere eller nuværende partner, som han mener har svigtet, f.eks. fordi hun har forladt ham eller på grund af stridigheder om børnene. Ind imellem dræber denne type mand også børnenes mor. Den anden kaldes suicide-by-proxy hvor drabet på børnene er udløst af tab af status eksempelvis en fyring eller økonomisk ruin. Manden dræber ud fra en forvredet antagelse om, at han dermed beskytter børnene. Typisk begår han efterfølgende selvmord eller forsøger på det.

Hos begge typer gerningsmænd finder man en meget stærk forestilling om mandens rolle som familiens overhoved. Og det er trusselen mod denne position, som sætter gang i de begivenheder, der ender med drab.

I sager, hvor forældrene er skilt, sker drabet ofte, lige inden den ene part skal aflevere barnet eller børnene til den anden forældre, og statistisk set er der højest risiko for et familicide i august måned, netop som ferien slutter.

Sigrid Nygaard

Inden man bliver låst ind i arrestens besøgsrum, skal mobiltelefonen afleveres, og man skal igennem en metaldetektor. Lokalet er skrabet: et bord og en hylde med en kaffemaskine, en briks og en reol med legetøj. Vinduerne oppe under loftet er tilgitrede. En raslen med nøgler fortæller, at fængselsbetjenten er på vej tilbage.

Thue kommer ind: En korthåret mand med overskæg og en smule skægvækst på kinderne. Han er ikke nogen høj mand. Tæt bygget. På hans højre håndryg og i panden er huden lidt forvredet efter brandsår. Men det ses ikke, med mindre man kigger efter det. Han vender håndryggen nedad for at skjule det. Thue ryger, men har glemt sine cigaretter. Han fortæller om tiden op til drabet.

»Det havde været en virkelig dårlig sommer, og turen er min sidste mulighed for at få lidt ferie med begge pigerne. På det tidspunkt er jeg helt nede i kulkælderen. Det er kun kamphormonerne i min krop, der holder mig kørende. Jeg har det ad helvede til,« siger Thue.

Men han søger ikke lægehjælp, fordi han er bange for, at Christina vil bruge det imod ham i den verserende strid om børnene, forklarer han. Gennem en kollega har han hørt om et indendørs skisportssted i Nordtyskland, Snow Dome Bispingen, og da han og døtrene kører sydpå i bilen, bliver de enige om, at det lyder skægt at stå på ski om sommeren. De overnatter på et motel i Hamborg, og næste morgen tilbringer de hele dagen på ski. De forlader stedet, da det lukker klokken 21.

»Da vi kører afsted, taler jeg med pigerne om Tysklands historie, og jeg får pludselig lyst til at vise dem Berlinmuren. Men det hænger jo dårligt sammen med, at jeg skal aflevere dem næste formiddag. Men jeg tænker: ’Hvis jeg har lyst til at vise mine piger Berlin, så gør jeg det’.«

Thue kører mod den tyske hovedstad, men han forklarer, at det pludselig går op for ham, at han er på vej til at gøre det hele meget værre. Han vender bilen, for dog kort efter at ombestemme sig og køre den anden vej igen.

»Jeg er komplet frustreret. Jeg bliver bange for, at Christina ikke vil aflevere dem en anden gang, hvis jeg ikke kommer med dem som aftalt. Men det er også blevet for sent at vende om. Og så er det jeg tænker: ’Det hele kan bare være ligegyldigt.’ Fra da af tager ideen form.«

Børnene er trætte. De skændes på bagsædet.

Thue giver dem en sovepille hver.

Dem har han ugen forinden fået udskrevet til eget brug af sin læge. Kort efter sover pigerne. Han drejer af fra motorvejen og kører ind på en skovvej. Det er helt mørkt, da han parkerer mellem granerne. I bilen har han en reservedunk med benzin. Han forklarer senere i retten, at han har medbragt dunken fra Danmark, fordi han ikke vil stå på en tysk motorvej uden benzin.

»Jeg vil brænde os alle sammen af. Det er den eneste mulighed, jeg ser der, hvor jeg er. Jeg hælder benzin ud over bilen. Og inde i bilen. Mest bagud. Men jeg undgår at se på pigerne, da jeg gør det. Jeg sætter mig ind på forsædet. Jeg vil også selv dø og håber, det går så hurtigt, at jeg ikke når at komme ud af bilen. Jeg tænder ild med min lighter. Og kort efter er der flammer over det hele. Jeg tror, bilen vil eksplodere med det samme, men det gør den ikke. Jeg forsøger at holde det ud, men det brænder i min pande og på benene og hænderne. Det føles voldsomt. Jeg åbner døren og kaster mig ud og ruller mig i græsset. Så ser jeg tilbage på bilen. Den er et stort flammehav.«

Thue kan hverken se eller høre pigerne. Han løber lidt væk fra bilen, men et stort knald får ham til at vende sig om. Bilen starter og kører nogle meter frem. Måske er det motoren, der eksploderer. Eller en airbag. Bilen lyser op i den mørke skov som et kæmpestort bål. Thue går formålsløst rundt i nærheden, til bilen er brændt ud. Han forklarer, at han kommer i tanker om, at han har en køkkenkniv liggende i en taske på forsædet, som han kan bruge til at tage sit eget liv. Han bruger en pind til at redde den ud af bilen, men håndtaget er smeltet væk.

»Jeg forsøger at holde den op imod et træ og trykke mig imod den. Det kan ikke lade sig gøre. Så jeg smider den fra mig,« siger Thue.

Politiet finder dog aldrig kniven på gerningsstedet. Bagefter tumler Thue rundt i skoven. Han går op til motorvejen og forsøger at stoppe nogle biler, mens han går langs vejen.

»Jeg er udmattet, træt og tør i halsen. Jeg ser nogle stoplys og får kontakt til en lastbil, der står parkeret ved noget vejarbejde.«

Chaufføren ringer til politiet og kort efter kommer en ambulance. Thue forklarer, at der har været et uheld, og at hans børn er brændt inde i bilen. Ifølge Thue siger han til ambulanceføreren: »They are all gone.« Men den tyske chauffør vidner senere i retten, hvor han forklarer, at han hører Thue sige: »It is all done.«

Under de første afhøringer siger Thue, at branden var et uheld: Han havde givet pigerne medicin mod køresyge – ikke for at få dem til at sove. Han stoppede for at ryge en smøg, men der røg en glød ned på en benzindunk, som tilfældigvis lå i bagagerummet. Men det bliver modsagt af de tekniske beviser: Blandt andet var der tydeligvis hældt benzin ud over bagsæderne. Nogle uger efter bliver Thue anholdt på hospitalet sigtet for drab på Marlene og Line. Og efter nogle måneder går han til bekendelse.

Paul Zinken

Da landbetjenten overbragte Christina beskeden om den udbrændte bil, spurgte han hende, om hendes eksmand havde særlige kendetegn. Politiet i Tyskland var nemlig i gang med at sikre sig, at den fører af bilen, der var blevet indlagt på et hospital i Berlin med forbrændinger i ansigtet og på hænderne, rent faktisk var Thue.

»Jeg kan huske, at jeg tænker: ’Bare han ikke er død.’ Det ville være for nemt. Han skulle ikke have lov til at slå dem ihjel og så være sammen med dem.«

Christina afbryder vores samtale og rejser sig. Hun finder et gammelt eksemplar af Ekstra Bladet frem. Det er fra tirsdag den 16. august 2011 – fire dage efter drabet på pigerne. Et billede af Thues udbrændte Suzuki fylder hele forsiden sammen med ordene: »Line og Marlene brændte levende.« Under overskriften kan man se den udbrændte bil i kanten af en skovvej. Den er sodsværtet indvendigt, og den stærke varme har smeltet bilens røde lak væk.

»Den dag, den overskrift var på spiseseddelen, hang den uden for vores bager her i Als. Jeg var egentlig kørt forbi, da jeg så det. Men så tænkte jeg: ’Nej det skal være løgn.’ Jeg bremsede hårdt op og bakkede hele vejen tilbage. Og så gik jeg ind og bad bagerdamen om at tage spiseseddelen ned. Hun vidste ikke, hvem jeg var. Men jeg fortalte hende det. Og så fjernede hun den.«

For Christina handlede det ikke så meget om hende selv. Hun havde jo læst overskriften.

»Det var mere på grund af alle pigernes klassekammerater, som skulle gå forbi bageren på vej hjem fra skole. Den hang lige ud til vejen. Det var uhyggeligt og megaulækkert. Når man ser den overskrift, tænker man jo, at de skreg og skreg, men det er forkert. Fordi selv om de var levende, mærkede de ikke noget. De sov dybt.«

Landbetjenten, der overbragte Christina beskeden om den udbrændte bil, havde billedet af den med i en mappe. Men han viste hende det ikke. Heller ikke selv om hun bad om det. Og forsøgte at vriste dokumenterne fra ham.

Men senere blev billedet trykt igen og igen i aviserne, når de omtalte sagen,

»Jeg syntes ikke, det er rart at se billedet. Det gør noget ved mig at vide, at mine piger har siddet der. Jeg tænker jo, når bilen så sådan ud, hvad så med dem?«

Først efter tre uger kunne der blive afholdt begravelse. For resterne af pigerne skulle obduceres. Forinden hentede politiet tandbørster og hårbørster hos hende for at kunne sammenligne dna. Bagefter blev de kørt i rustvogn fra Tyskland til Danmark, hvor en bedemand hentede dem ved grænsen og kørte dem hjem.

»Jeg havde bestemt, at de skulle ligge i en kiste sammen. Bedemanden bad om puder og dyner til dem, og det var svært, for jeg ville ikke af med noget, de havde sovet i, som havde deres duft på sig. Det skulle være noget, jeg ikke var ked af at miste. Deres yndlingsbamser skulle de heller ikke have med. Dem har jeg stadig hos mig. Jeg var egentlig taknemmelig for, at jeg havde tre uger til at planlægge det. Jeg kunne aldrig have gjort det på en uge.«

Christina og Mogens skulle have holdt havefest den 3. september 2011, »fordi vi har så meget at fejre« som der stod i invitationen – de var både blevet gift og var flyttet sammen. Men i stedet blev pigerne begravet den dag. Klokken 8 om morgenen.

»Jeg tænkte, at jeg ikke orkede at gå og vente på det en hel dag, og så håbede jeg, at journalisterne ikke stod så tidligt op. Det var ikke nogen stor begravelse og der var ikke en prædiken, kun sange. Der var en del børn med, så det skulle ikke vare alt for længe.«

Christina viser et A4-ark foldet i to. Her er trykt fire sange med små hjerter, der flyver på stiplede linjer som sommerfugle over blandt andet teksten til »Når en engel siger farvel«. Da kisten med pigerne var sænket ned i graven, tog gæsterne med hjem og fik brunch, børnene legede, der var bål i haven, hvor den nærmeste familie og nogle få venner stegte pandekager.

»Jeg ved, det kommer til at lyde meget grimt, men jeg ville ikke have Thues familie med. Det betød jo, at jeg fraskrev dem muligheden for at sige farvel. Det var nok egoistisk, men jeg kunne ikke holde det ud.«

De to familier har stort set ikke talt sammen siden.

Privatfoto

Samme dag, Christina fik beskeden om den udbrændte bil, gik hun ud til postkassen foran huset og fjernede sit og døtrenes navne. For at medierne ikke skulle kunne finde hende. Dagen efter var der hjemmekamp på stadion og det vrimlede med journalister, der forsøgte at opspore hende. De stemte dørklokker i byen og skoleinspektøren fra børnenes skole cyklede rundt og bad dem om at forsvinde. Og de ringede hele tiden.

»Jeg var nødt til at tage telefonen. Det kunne være bedemanden, præsten, advokaten eller politiet, så jeg måtte afvise virkelig mange. De gjorde bare deres arbejde, men det var virkelig ubehageligt.«

Christina går op på førstesalen i huset og henter en Aldi-pose. Hanken er gået af. I posen ligger et rod af papirer. En mappe med politiets afhøringspapirer. Sagsmappen fra statsforvaltningen. Et kondolencebrev fra en ukendt tysker. Avisudklip fra danske og tyske aviser. Der er også hendes dagbogsnotater fra et besøg i retten. Sagen kørte over 13 retsdage i Berlin foråret 2012, og da Christina endelig skulle vidne i marts blev det aflyst, fordi Thue havde forsøgt at begå selvmord i fængslet. Men i begyndelsen af maj vidnede hun. I fire timer.

»Det vigtigste den dag var at holde mig oprejst. Jeg så på Thue og tænkte, ’Det kan godt være, at du har taget det mest dyrebare fra mig, men jeg vil overleve det her.’«

Forsvarerens strategi var at fremhæve eksempler på, at Christina havde været en dårlig mor og hustru. Hun ryster på hovedet, når hun tænker på det i dag.

»Og hvad hvis jeg var? Som om det på nogen måde kunne retfærdiggøre, at han slog børnene ihjel.«

Den 31. maj 2012 fik Thue en dom på livstid ved retten i Potsdam. Christina var ikke til stede.

»Det handlede ikke for mig om, hvorvidt han blev dømt, men om hvor lang tid han fik. Ikke ud fra ideen om retfærdighed. Men jeg tænkte dengang: ’Jo længere tid han er væk, jo bedre.’ For jeg var jo stadig bange for ham. Dengang.«

Dommeren lagde i afgørelsen vægt på, at Thue havde skiftet forklaring undervejs, og at det gjorde ham utroværdig. Men det indgik også i den hårde dom, at dommeren vurderede drabet som nøje planlagt, fordi Thue havde medbragt både benzin og sovepiller fra Danmark. Lige inden dommen bad Thue om ordet og sagde:

»Det var ikke en gerning gjort af had. Det var en gerning gjort af kærlighed. I kan ikke straffe mig mere, end jeg allerede er blevet straffet. Jeg beder ikke om tilgivelse, for jeg kan ikke engang tilgive mig selv.«

Privatfoto

Christina kalder Line og Marlenes gravsted ved Als Kirke for deres have. Nogle gange kommer hun her hver dag, men der kan også gå lang tid, fortæller hun på vej hen til kirkegården. Så måske ligger der mange nedfaldne blade i dag.

Kirken er omkranset af en lav hvid mur, hvorfra der er kig til Kattegat. Grå skyer går i et med horisonten, og måger vugger på vandet. Christina fjerner lidt visnede blomster. Bag pigernes gravsten står et lille fyrretræ. Det stod i en potte hjemme hos Christina, det første år hun og pigerne holdt jul alene. Her ligger små sten, konkylier og hjerter. Gravstenen bærer kun Line og Marlenes navne og fødselsdage. Thues efternavn havde Christina ikke lyst til at sætte på.

»Og deres dødsdag er der ikke grund til at markere,« siger hun.

Christina står helt stille og kigger. Længe. I det fjerne kan man høre gartneren, der river perlegruset, men ellers er her helt tyst. Der er en lille stenbænk, hvor hun ind imellem stiller en skål med slik, fordi hun ved, der kommer mange børn forbi. Da Marlenes klasse sidste år blev konfirmeret, gik de unge i samlet flok forbi hendes grav for at sende en hilsen.

»Det er her de bor. Selv om jeg ikke er troende, mærker jeg en snert af kontakt. Jeg har en indre dialog med dem her. Det er ikke sådan, at jeg snakker højt, men jeg fortæller dem en del.«

Ind imellem har hun og Mogens talt om at flytte fra Als. Begynde forfra et helt andet sted i Danmark. Eller ude i verden.

»Men jeg er jo bundet her, for de ligger jo på kirkegården, og jeg kan ikke tage dem med mig.«

Lines værelse er i dag fyldt med stofbunker, mønstre, en symaskine og færdiggjorte kjoler på bøjler. På sengen er børnenes bamser samlet i et hjørne. Pigelampen over bordet er lyserød og besat med perler. Marlenes værelse er indrettet som kontor, men der står stadig en bog om hendes idol Justin Bieber i reolen.

»Jeg har ikke gemt alle deres ting. Nogle af dem har jeg givet væk til deres veninder. Og det har været vigtigt for mig, at mit hjem ikke blev til et museum.«

I årene efter, at pigerne døde, kom deres veninder indimellem på besøg og legede på deres værelser.

»Det har aldrig gjort ondt i mit hjerte at være sammen med andres børn. Min søster har en datter, som Marlene var jævnaldrende med. Hun bliver jo ekstra forkælet af moster. Der er mange ting, der trigger sorgen, men ikke børn. Jeg har aldrig nogensinde tænkt: ’Bare det var nogle andre børn, der døde den dag.’«

Det er vigtigt for Christina at holde minderne om pigerne i live.

»I starten holdt jeg fast i alt det, der duftede af dem. Jeg kunne genkalde følelsen af, når de krammede mig, duften af deres hår. Jeg kunne lugte dem på deres værelse. Det kan jeg ikke mere.«

Og for Christina kommer der ikke nye minder til. Børnene bliver aldrig ældre. For hende vil Line og Marlene altid være ni og ti år.

»Jeg er så bange for, at jeg en dag er den eneste, der husker dem. Jeg kan efterhånden ikke huske deres stemmer lige så tydeligt, som jeg kan huske noget, de sagde. Det er enormt skræmmende.«

Lige efter drabet var Christina bekymret for, at folk ville tage afstand fra hende i en eller anden form for hensyn.

»Jeg var hunderæd for, at andre folk fjernede sig fra mig. Det var det værste, der kunne ske. Og sådan har jeg det stadig. Man behøver ikke snakke om pigerne, eller hvordan jeg har det. Overhovedet ikke. Men man skal ikke trække sig væk.«

Als er en lille by. Og indimellem, spekulerer hun over, hvad folk tænker om hende. Hvis hun for eksempel drøner rundt i gymnastikforeningen til høj musik.

»Nogle tænker måske: 'Gad vide, om hun er glad, eller hun bare lader som om?' Jeg kan da godt være i tvivl om, hvorvidt folk synes, det er OK at smile og leve videre, når man har mistet sine børn. Bør man ikke ligge derhjemme og være ked af det?«

Forleden gik hun forbi en flok børn nede i hallen. Formentlig nogle, hendes døtre engang havde gået i skole med, og en af dem sagde da også 'hej.' Og så hørte hun et af de andre børn hviske: 'Er det ikke hende med børnene, der blev slået ihjel.'

»Det gibbede i mig, men jeg tænkte: 'Jamen, det er jo sådan, jeg bliver set.' Jeg er hende med de døde børn.«

Da Christina var i Berlin for at vidne, overvejede hun at besøge gerningsstedet. Men hun gjorde det ikke. I dag, knap fem år efter, kan hun mærke, at hun er klar:

»Jeg skal ikke lægge blomster eller tænde stearinlys. Jeg skal bare derhen. Det er vigtigt, fordi det var det sidste sted, Marlene og Line trak vejret. Noget af mig døde sammen med dem i den skov. Det lyder måske lidt dramatisk, men der var i hvert fald en del af mig, som forsvandt. Fra den ene dag til den anden mistede jeg min identitet som mor.«

Engang var hun Line og Marlenes mor. Men i dag er hun bare Christina.

»Ting, der engang var vigtige, vedrørte ikke længere mig. Når jeg førhen mødte de andre forældre på gaden, talte man jo om sine børn, og hvad der foregik på skolen. Det var bare slut fra den ene dag til den anden. Noget så latterligt som at blive lukket ned på forældreintra. Hvem skulle have troet, at man skulle savne det?«

Privatfoto

Thue blev i januar i år overført fra fængslet i Potsdam, hvor han havde siddet hidtil, for at afsone resten af sin dom i Danmark. I første omgang er han placeret i et dansk arresthus, mens han venter på, at den tyske dom bliver konverteret til det danske retsvæsen. Han ser fjernsyn, læser bøger og laver japansk billedkryds. Og han holder sig mest for sig selv.

Thue håber, han får bedre muligheder for at uddanne sig i et dansk fængsel, forklarer han. Og besøg fra hans mor er også nemmere end i Berlin. Selv om det ikke altid gør fængselslivet lettere, forklarer Thue:

»Når man får besøg udefra, bliver man mindet om, hvor man er. Man glemmer det næsten, når man går rundt herinde: At solen skinner, fuglene synger, og at der er mennesker derude.«

I arresten har han valgt gårdturen fra. Han gider ikke at gå tur i et kaninbur, som han siger.

»Jeg har slet ikke så gode forhold her som nede i Tyskland. Men jeg håber det bliver bedre, når jeg skal afsone,« siger han.

Og så håber han også, at straffen kan blive sat ned. Så han kan søge om prøveløsladelse efter to tredjedele af straffen – en mulighed, man ikke har, når man bliver idømt livstid.

Forældre, der slår deres børn ihjel, begår ofte selvmord efterfølgende. Derfor er der også forholdsvis få fortilfælde i dansk ret at referere til, når straffen skal udmåles. Niveauet ligger på mellem 14 år og livstid – sidstnævnte når der er tale om særligt grusomme eller planlagte drab, eller når også partneren bliver slået ihjel sammen med børnene.

Det er en råkold fugtig morgen i februar, da Thue skal for en dansk dommer i Retten i Aalborg. Han bærer solbriller, da han bliver ført ind i retslokalet. Der er kun 11 tilhørere, og det er udelukkende familie og venner til Thue og Christina – placeret i hver sin side af lokalet. De to familier hilser ikke på hinanden.

Christina sidder to meter bag Thue. Der er kun en stolerække imellem dem. Dommeren kommer ind. Alle rejser sig. Det tager kun 22 minutter at stadfæste den tyske livstidsdom. Uanset at Thues forsvarer argumenterer for, at Thue kun burde få 14 eller maksimalt 16 års fængsel, fordi drabene var en panikhandling udløst af en håbløs situation.

Da Thue var blevet overført til et dansk fængsel, skrev Christina til ham og bad om at komme på besøg. Men det afslog Thue. Han kan ikke se, hvad der skal komme ud af det.

Christina havde selv overvejet besøgsanmodningen nøje gennem flere år.

»Jeg havde brug for at se ham, så jeg blev sprutrasende, da han afslog. Jeg syntes ikke, han kunne være det bekendt. Jeg tænkte, nu får han lov til at sætte dagsordenen igen,« siger Christina efter afgørelsen i byretten.

Hun sidder på en café i Aalborg sammen med sine forældre, sin søster, sin niece og to veninder. Hun er tilfreds, men udmattet.

»Jeg har haft en angst for at han måske kom efter mig eller Mogens en dag, men det behøver jeg ikke længere. Han blev helt afmystificeret. Jeg fik sat punktum. Nu har jeg sagt farvel.«

Det var mærkeligt at være i samme lokale med en mand, som hun på en gang kender så godt, og som samtidig er hende helt fremmed. Hun ledte efter den Thue, hun giftede sig med:

»Jeg stirrede på hans nakke. Jeg kunne jo have rakt ud efter ham. Men jeg kunne også have banket ham en. Jeg blev vred, lige da jeg så ham, men det gik hurtigt over. Det var jo bare Thue.«

I sagen om Thues drab på døtrene lagde den tyske dommer vægt på, at man ikke mente, hans selvmordsintention var særligt stærk. Thue har dog siden forsøgt at tage sit liv flere gange i fængslet. Det fortæller han efter byretsdommen. Og hvis det også ender med livstid i landsretten, har han fortrudt, at han blev overflyttet til Danmark.

»Hvis udsigten er at blive herinde resten af mit liv, er det helt uoverskueligt. Så vil jeg hellere dø,« siger Thue.

Han græder meget, mens vi taler sammen. I forbindelse med drabet, blev der lavet en psykologisk undersøgelse, og han har haft nogle få samtaler med en psykolog i Potsdam.

»Men dels var det på tysk, og dels gad jeg ikke tale mere om det. Det gør så ondt, hver gang jeg skal have det op at vende,« siger Thue.

Jeg spørger, hvordan han kan leve med det, han har gjort.

»Jamen, det kan jeg heller ikke. Det er i hvert fald svært, kan jeg godt sige dig. Det er jo selvpineri at tænke på, hvad der kunne være gjort anderledes. Jeg tænker: ’Bare det havde været et trafikuheld.’ Men jeg har jo selv gjort det.«

Thue stopper op for at samle sig.

»Min tyske advokat bemærkede, at jeg blev ved med at kalde det ’en ulykke.’ Og det var det. Det var en ulykke inde i mit hoved,« siger Thue.

— Når du savner dem, tænker du så på, at det er dig, der har slået dem ihjel?

»Jeg føler en blanding af skyldfølelse, skam og savn, som gør det ekstra svært at leve med.«

De sværeste stunder er, når han tænker på, hvor godt de havde det engang.

»På et tidspunkt, hvor Christina og jeg havde vores to piger, og vi begge havde arbejde og penge på bankbogen, der havde jeg den der lykkefølelse. Og kort efter bristede det. Jeg ville så gerne have haft et sundt og godt liv med mine piger. Det med en tryg, lykkelig familie, det var en af mine livsdrømme.«

— Hvorfor slog du dem så ihjel?

»Det har jeg tænkt meget over. Det er så uforståeligt og vanskeligt. Det var en blanding af min depression og vores ægteskab, der ikke blev godt.«

Jeg spørger, om der er noget eller nogen, der kunne have gjort en forskel.

»Christina er nok i virkeligheden den eneste, der kunne have gjort noget. Hvis vi ikke havde slåsset sådan om børnene. Hvis hun havde overgivet sig mere eller sagt undskyld for nogle af sine provokationer. Christina er medskyldig, fordi hun pressede mig psykisk. Hun vidste, at jeg var psykisk svag.«

Det er blevet aften udenfor. Der er gået to timer, og da døren pludselig bliver åbnet af en fængselsbetjent, giver det et sæt i os.

»Sidder I herinde helt i mørke,« siger han og tænder lyskontakten ved døren. Thue misser med øjnene. På vej ud, siger han:

»Jeg er ked af, hvis jeg har kritiseret Christina. Egentlig vil jeg bare gerne bidrage til, at andre ikke kommer i samme situation.«

Sigrid Nygaard

I en kommode i Christinas entre har hun en skuffe fyldt med alle mulige ting, der har samlet sig på Line og Marlenes grav, siden de døde. Der er perleplader, bamser, stofhjerter og små laminerede breve, hvor der står ’Jeg vil aldrig glemme Jer.’ Og et badge med Justin Bieber.

»Især i begyndelsen var der rigtig mange, der lagde ting på gravstedet. Lidt som på et børneværelse blev der hurtigt rod og kaos. Ind imellem ryddede jeg op, men jeg kunne ikke skille mig af med tingene.«

I skuffen ligger også kondolencekort fra idrætsforeningen, frikirken og båresløjfer.

»Vi savner jeres smil og grin. Kærlige hilsner 3a & 3b,« står der på en af dem. Christina lader fingrene glide hen over de farvestrålende bånd.

»Det med, at Thue mener, jeg bærer en del af skylden, preller af på mig. Jeg er muligvis en af årsagerne til, at han havde det dårligt, men jeg bærer ikke skyld i forhold til mine pigers død. Den situation kunne have været løst på 100 andre måder.«

Tænker hun på ham som et ondt menneske? Christina ryster på hovedet.

»Jeg tænker, at han gjorde det, ikke fordi han var ond, men fordi han var desperat og hævngerrig. Det er ikke det samme. Det var ondt, det han gjorde på det tidspunkt. Men han er ikke et ondt menneske,« siger Christina og tilføjer:

»Der er muligvis dem, der vil synes, det er mærkeligt, at jeg ikke bare hader ham. Men det gør jeg ikke. Jeg hader den handling, han har gjort. Hvis jeg kun skulle tale og tænke negativt om ham, ville jeg miste mig selv, og det har jeg ikke brug for.«

Lige da pigerne var blevet slået ihjel, var en af hendes første tanker: ’Jeg skal heller ikke være her længere. Jeg skal være der, hvor de er.’ Efterfølgende gennemgik hun et langt terapeutisk forløb. Hun går ikke længere til psykolog, men der er stadig dage, hvor hun næsten ikke kan åbne sine øjne af sorg. Eller bare tudbrøler. Det kan være mærkedage: børnenes fødselsdag, årsdagen for sidste gang, hun så dem, eller juleaften. Men sorgen kan også komme uden varsel.

»Når det kommer, kan jeg ikke se verden. Jeg føler mig helt bombet og har lyst til at isolere mig og ikke svare, når folk taler til mig. Små ting, jeg plejer at gøre, volder mig store vanskeligheder. Men jeg kommer langsomt tilbage. Og det går altid over.«

Hun er blevet meget bevidst om at undgå brok over småting og dyrke de ting, der er gode for hende. Være sammen med sin nærmeste familie, sidde i solen, snakke med hønsene, løbe en tur.

»Den der overdrevne lykke man føler, når man ser på et sovende barn. Den kan jeg ikke finde frem længere. Jeg har sat barren for at være lykkelig ned, men det kan jeg godt acceptere.«

Sigrid Nygaard

Året efter, at pigerne døde, fik Christina lavet en tatovering. Den er printet ind i hendes hud 30 centimeter ned langs hendes højre side under armen. ’Memento Mori’ står der – husk du skal dø – på latin.

»Jeg elsker min tatovering, og jeg kigger på den hver dag. Vi skal alle sammen dø, men der er mange, der glemmer det. Og så lever de ikke. Men det bliver jeg nødt til. Hver dag. Jeg kan aldrig få mine børn igen. Jeg har mistet det bedste, jeg havde, og jeg kan ikke finde noget nyt bedste. Men jeg kan få noget ud af den tid, der er tilbage.«

Rundt om bogstaverne svæver de samme tegninger som på sangarket fra pigernes begravelse: Hjerter som fugle.